Skal børnene bare passe sig selv i fremtiden?

Ja det spørgsmål stiller jeg mig selv hver dag, når jeg har fri.

Disse dage holder KL topmøde med regering om at indgå en aftale, som indebærer omprioriteringsbidraget, som frem til 2019 skal sikre at kommuner og regioner sparer milliarder af kroner. Kommunerne skal spare ca. 2,4 mia. kr. årligt, hvilket svarer til én pct. af budgettet årligt. Det vil især ramme børn og unge, som i forvejen lider på grund af de offentlige besparelser.

Man hvor skal den ene procent spares?

Det er igen de svageste, nemlig børnene, som skal lide under besparelserne. Men er der nogen som tænker over at det er Danmarks fremtid vi spare på? Nej der bliver ikke rigtig tænkt på de fremtidige konsekvenser. Det er jo dem som skal lede Danmark i fremtiden efter os og dem vælger vi at spare på? Jeg bliver ked af det indeni, men også vred over at ingen tænker på Danmarks fremtid.

Jeg er ved at uddanne mig til pædagogisk assistent og har været i praktik i en børnehave og derfor har jeg mærket de offentlige besparelser på egen krop.

Min dag starter skønt solen skinner, på vej til arbejde, fuglene pipper og alt er så fredeligt.

Dagen i dag kan kun blive dejlig tænker jeg, men da jeg når frem til børnehaven går der kun 20 minutter før mit daglige kaos starter. Vi er to personaler om morgen som spiser morgenmad med børene. Der er både vuggestue- og børnehavebørn så cirka 15 børn. Nogen af dem skal have hjælp til at spise. Mens jeg spiser med lille Emma bliver jeg afbrudt af Tobias som har slået sig og vil gerne trøstes. Emma må vente med sin varme grød mens jeg trøster Tobias oppe hos mig. Min kollega er ved at skifte et barn og kan derfor ikke hjælpe så der er kun mig. Tobias bliver okay igen efter par minutter. Jeg kan nu begynde på at få Emmas opmærksomhed igen og få hende til at spise. Men hun spiser kun to skefulde og vil ikke have mere, da hun er blevet optaget af noget andet. Emma får ikke mere morgenmad denne dag og det er ikke unormalt, at vi bliver afbrudt.

Klokken 09.00 møder mine andre kollegaer ind og børnene bliver fordelt på stuerne hvor vi kan lave forskelige aktiviteter. Her er jeg også tit alene med op til 25 børn. Fordi mine pædagogkolleger har alt for meget dokumentationsarbejde og forskellige skemaer som skal udfyldes. Hvordan tilgodeser jeg 25 børns forskellige behov når nogen vil lave puslespil, andre vil læse og nogen vil lege med biler sammen med en voksen. Flere af børnene skal støttes i deres sociale relationer til andre børn, men samtidig er der jo også bleskift og den almenlige hjælp til toiletbesøg. Jeg har kun to hænder. Derfor må jeg denne dag igen tage stilling til hvad for nogle børn, der skal have min opmærksomhed.

Jeg får ondt i maven hver gang, for hvilke børn skal jeg vælge til og fra? Og hvad med de børn som har det svært? Dem som skal bruge ekstra støtte til at fungere i fælleskabet, og har et særligt behov for mit nærvær? Hvad nu hvis jeg overser nogle vigtige signaler fra børnene? Signaler som kan have betydning for deres fremtid og trivsel. Jeg er jo kun et menneske og selv om jeg gerne vil, så kan jeg ikke tilgodese alle. Hver dag tænker jeg over om der var noget jeg i løbet af min arbejdsdag, jeg kunne gøre bedre eller anderledes? Men jeg ved ikke hvor jeg skal få mere tid henne.

Derfor er jeg uforstående overfor regeringens nye besparelser, for hvor skal vi spare? Skal børnene passe hinanden? Skal vi kun være én voksen til 50 børn? Og hvad med de svageste? Skal de bare efterlades til sig selv. På længere sigt vil regningen blive større, hvis vi allerede nu taber de svageste børn.

Jeg vil gerne vide hvor Lars Løkke har tænkt sig, at vi skal spare den ene procent?

Kommentarer