Myten om de 800.000 har fået nyt liv!

Jeg mener ikke at Claus Hjort Frederiksen har forholdt sig til de 800.000 mennesker på overførselsindkomst, som han omtaler i Debatten på dr2 til aften.

Johanne Schmidt-Nielsen og Morten Østergaard “mod” Kristian Thulesen Dahl og Claus Hjort Frederiksen har her til aften debatteret på Folkemødet på Bornholm. Udsendelsen blev sendt på dr2, og jeg fulgte med hjemme fra min sofa.

Emnet var overførselsindkomst og at få flere mennesker tilbage på arbejdsmarkedet.

Da  Hjorten nævnte at der sidder 800.000 mennesker på overførselsindkomst, som skal tilbage på arbejdsmarkedet, var jeg lige ved at få kaffen galt i halsen.

800.000 mennesker, som sidder og venter på at komme i job??? Det kan umuligt passe.

Jeg loggede på Facebook, og ind på Debattens side, for at smide en kommentar om det usædvanligt høje antal, men der var flere der var kommet mig i forkøbet, og reaktionen var den samme som min:

800.000 mennesker?!

Jeg læste i starten af april denne artikel i Jyllands Posten, af Bettina Post, hvor hun er godt og grundig træt af myten om de 800.000 mennesker.

Hun skriver:

 “…For det første er der faktisk hele 93.870 af dem, som arbejder. De er i virksomhedspraktik, løntilskudsjob, fleks- eller skånejob eller under uddannelse som voksenlærlinge. 2.049 er studerende på revalideringsydelse. Derudover er der 13.028, som lever af ledighedsydelse (…) 2.957 holder ferie med feriedagpenge, og 49.576 modtager barselsdagpenge. 62.997 er sygemeldte og modtager sygedagpenge. 90.793 er kontanthjælpsmodtagere, som er vurderet ikke-arbejdsmarkedsparate.  228.644 modtager førtidspension, og andre 103.316 har trukket sig tilbage for at gå på efterløn. Endelig er der 154.177, som enten er i aktivering, i gang med et korterevarende uddannelsesforløb eller helt almindeligt jobsøgende, behørigt registreret og nidkært kontrolleret af det lokale jobcenter. Og sådan kom tallet op på 801.407…”

Det er i skrivende stund altså old news, og tallet om de 800.000 er  jo for længst skudt i sænk.

Når politikerne holder hårdnakket fast i at bruge de forkerte tal, så skævvrider det virkeligheden for almindelige mennesker. Det forvirrer mere end godt er, når der bliver smurt ekstra på, og jeg forstår ikke hvorfor det for Hjorten er svært at holde sig til hvordan det rent faktisk forholder sig, dér udenfor borgens mure.

I gymnasiet ved jeg, at man lærer en hel del om kildekritik. Det burde man måske lære allerede i folkeskolen, hvis ikke vores folkevalgte politikere retter ind og forholder sig til virkeligheden!

Kommentarer