Mine 9 måneder som rumæner

Når jeg tager på arbejde som trappevasker, så efterlader jeg min danskhed, mine privilegier og mine rettigheder derhjemme. Jeg tager mit arbejdstøj på og drager mod skyggesiden af det danske arbejdsmarked. Det har jeg gjort de sidste ni måneder – de mest ydmygende og slidsomme i mit liv. De har været fyldt til randen med skidt og uergonomiske bevægelser, der gentager sig i det uendelige. På trods af min lyse hud og mine blonde øjenbryn henvender folk sig næsten aldrig til mig på dansk, når de møder mig på trapperne, men på engelsk. Selv hvis jeg svarer på dansk, fortsætter de ofte på engelsk – og altid med korte sætninger eller irritable kommandoer. For jeg kan jo ikke være dansker – ikke med det her job. Det er som om, det at være rumæner er en lige så essentiel funktion af mit arbejde som den bevægelse – det samme indstuderede, evige ryk i lænd og skuldre – som fører kluden fra det ene trappetrin til det næste.

Jobbeskrivelsen er hurtigt overstået. Du sætter dig ind i en varevogn, kører hen til en ejendom, tager en kost, løber op i toppen af en trappe og fejer så trappen hele vejen ned. Derefter gentager du øvelsen – bare med en moppe og klude. Når du er færdig med trapperne, fejer du fortovet, kører videre til det næste sted og håber på, at du ikke får nogen klager. Hvis tingene foregår nogenlunde inden for lovens rammer, og du er dansk (altså dansk ”rumæner”), så er jobbet uudholdeligt. Hvis det ikke gør det – og det gør det som regel ikke – så er det endnu værre. Det kan min ven og kollega Marcus fra Rumænien skrive under på. Hans knæ og ryg har permanente skader, efter at han har vasket trapper på knæene selv om det er ulovligt (der er altså tale om, at han bruger omkring fire timer om dagen på knæene) og arbejdet 220 timer om måneden uden overbetaling, da han var blevet bildt ind, at han ville blive bestyrer af en del af firmaet. Det samme kan min ven og kollega Andrei fra Rumænien, som kan fremvise en halv meter sms-trusler fra sin tidligere chef, der samtidig var hans eneste referencepunkt ift. at kende sine rettigheder og hvad der står i loven og den slags, inden Andrei lærte mig at kende.

Ejendomsservice hedder det egentlig, men det er der nu ikke nogen af mine rumænske kollegaer, der ved. De ved bare, at de møder tidligt om morgenen, og at de først må gå hjem, når de har vasket flere trapper end de kan holde ud, og fejet mere fortov, end de kan holde til. De ved, at det er nedslidende, og de ved, at de tiltagende smerter i ryggen gør dem bange og modløse. De ved, at det bliver pissehårdt i morgen og i overmorgen, og at livet nogle gange føles som om, at alle trapper i verden er lagt i forlængelse af hinanden og bare fortsætter nedad og nedad, til de ender i graven. De ved stensikkert, at de ikke er danskere, men først og fremmest så ved de, at de er her, fordi de ikke har nogen alternativer.

Den dag de fremmede forsvandt

I kølvandet på DR’s tv-eksperiment “den dag de fremmede forsvandt”, hvor danske arbejdere på overførselsindkomst forsøgsvis blev ansat i et udsnit af de 130.000 stillinger, som i dag varetages af udlændinge, var mange danske politikere ude at skose de danske arbejdere for at være dovne og ugidelige. Den radikale leder, indenrigs- og økonomiminister Morten Østergaard, udtalte, at ”i en kommende dagpengereform er vi nødt til at sikre, at hvis folk siger nej tak til det arbejde, der at få, siger de også nej tak til dagpenge”. Et bredt udsnit af den danske politikerstand hylede med i koret.

De aner ikke, hvad de taler om! Når eksperimentet viser, at danskere på dagpenge ikke vil ansættes som rumænere uden dagpenge, så er det ikke fordi, de ikke vil arbejde, men fordi, at mange af de jobs, der lige nu varetages af udlændinge, er så hårde og nedslidende, at det simpelthen ikke er det værd.

Forudsætningen for, at folk tager de her jobs, er ekstrem ulighed og desperation. Ikke før at danske arbejdere oplever den desperation, som de gør i Rumænien, vil folk være klar til at sætte deres mentale og fysiske helbred på spil.

Kommentarer