Min ven er også min værste fjende

For 3 år siden arbejdede jeg på en stor kvæggård. På gården arbejdede også polakken Irina. Vi blev venner, og sammen brugte vi mange timer i malkestalden. I frostvejr kl 4 om morgenen, sent søndag aften, eller når der nu var brug for det, men altid dansene rundt til dårlig popmusik og med en smøg i kæften.

En eftermiddag havde Irina inviteret på kaffe. Da jeg kom, havde hendes søn Casper travlt med plastiktraktorerne på gulvet, og mens han legede faldt voksensnakken i sofaen på løn.
Trods min lusede elevløn, fik jeg stadig 45kr mere i timen end Irina. Min elevløn var reguleret efter landbrugsoverenskomsten, mens Irina derimod blev betalt, hvad arbejdsgiveren skønnede, hun var værd. En fast lav timeløn, uanset om det var på 12. arbejdstime, om natten eller juleaften, var hvad hun fik. “Fri” lønforhandling kalder man det vidst nok!

En stor del af vores arbejdsdag gik med det samme, nemlig malkning. Et hårdt fysisk arbejde, som slider hårdt på hænder, skuldre og ryg, og et arbejde som vi begge var nok cirka lige gode til. Men i chefens øjne var vores lige arbejde ikke en lige løn værd.
Jeg havde, da godt hørt om social dumping, men der i sofaen gik det op for mig, at Irina var et levende eksempel på, hvilket arbejdsmarked der vil vente os andre, og hvilket lønniveau vi alle ender på, hvis ikke vi gør noget nu.
Jeg blev både bange og vred. For den løn ville jeg aldrig kunne leve for, og med gårdejerens løndiskrimination, blev min ven Irina også pludselig min værste fjende. Det lønræs mod fattigdom som vi oplever lige nu i landbruget, og som Irina er en brik i, presser mig og mine kollegaer, som blot ønsker et almindeligt arbejde til en ordentlig løn.

Gårdejeren, som vi begge arbejdede for, mente åbenbart at huslejen i Danmark er lavere, når man er fra Polen, og at mælken selvfølgelig altid er på tilbud i Brugsen, når du har et fremmed pas. Når jeg spurgte Irina, havde vi de samme udgifter, men på ingen måder de samme indtægter. Hun følte sig røvrendt, og konfronterede også flere gange gårdejeren.
Han svar var altid det samme: ” dit arbejde er din løn værd – accepter det eller find dig et andet job!”

De løn- og arbejdsforhold som Irina er et levende eksempel på, findes bl.a. også i restaurations-branchen. En storstilet kampagne fra 3F betyder, at det i dag er muligt at vælge en cafe eller restaurant med overenskomst og ordentlig løn. Her har man et stort grønt OK-mærkat(overenskomst) siddende på indgangsdøren, så vi som kunder kan tage et aktivt valg, om vi ønsker vores coffee-to-go fra et sted med ordentlige forhold for de ansatte.

Det selvsamme mærkat kunne sagtens sidde på mælkekartonen, agurken eller hvedemelen, og vil give os som forbrugere mulighed for at vælge. I dag er det nemlig ikke muligt at gå ned i et supermarked og gennemskue om vores varer er produceret under forhold som Irinas. Det har i mange år været muligt at vælge kaffe, the og chokolade som er Fairtrade-mærket, og som sikrer ordentlige løn- og arbejdsforhold for folk i 3. verdens lande. Hvorfor skal det ikke også gælde fødevarer produceret i Danmark?

Så næste gang Irina invitere på kaffe på gården, hvor hun stadig arbejder, håber jeg at kunne sætte mig i sofaen med forsikring om at Irina får en OK-løn, som hun faktisk kan leve for. Så skal jeg nemlig ikke længere se Irina som min fjende, men som den gode ven hun er.

Kommentarer