Mærkatet “doven” klæber til mig

Jeg er barn af Bertel Haarders uddannelsesdoktrin, og er blevet tudet ørerne fulde om at skulle haste igennem uddannelsessystemet. Det gjorde jeg, og sidder nu med både studenterhue og svendebrev som landmand. Jeg har altid arbejdet ved siden af min skole, og ofte gerne med mere end et job på hånden, og samtidig fundet tid til politisk og fagligt arbejde. Nu er jeg arbejdsløs, og mærkatet “doven” klæber til mig. Jeg er blevet en af “dem”.

En af “dem” som står op om morgenen uden formål, og eneste udsigt er nyttesløs aktivering. Jeg har altid knoklet og gjordt hvad samfundet har bedt mig om, men nu er jeg nervøs.

Nervøs for om jeg om 2 år bliver den næste i rækken, af de nu 50.000 mennesker der har mistet deres dagpenge. De står nu med en luset kontanthjælp, og der vil jeg ikke ende.
Min dag i malkestalden startede ofte kl 3 om natten. Køerne skulle jo malkes. Politikerne har altid sagt, at dem der giver en ekstra skalle skal belønnes for det. Jeg fik aldrig en del af den kage, men med fyreseddelen gik jeg pludselig fra at være slider til at blive doven.

De selv samme politikere mener nu, at dagpengeproblematikken ligger fint i en sultekrukke, trods finansministeriets beregninger var løgn og latin.

Den dovenskab politikerne snakker om, er derimod hvad vi finder på Christiansborg. Et så presserende problem, burde skabe samme desperation hos politikerne, som vi oplever.
Lad os presse politikerne, som de presser os arbejdsløse. Lad os kræve at de skaber jobs. At de genopretter velfærden og ansætter de hænder der er så stærkt brug for derude, og samtidig sætter gang i den grønne omstilling med masser af industrijobs til følge. I det mindste burde de sikre, at vi har en indkomst der er til at leve af.
Og pak nu de absurde påstande væk; nej – der kommer ikke jobs ud af at folk skal gå fra hus og hjem.
Det gør mig sku vred når i påstår vi er dovne. Vi er ikke dovne, vi vil bare gerne have et arbejde og betale vores skat.

Kommentarer