Lønsystemet belønner de forkerte

Vi hører ofte, at Danmark har temmelig høj omfordeling. Afstanden mellem rig og fattig er en af verdens laveste. Men hvordan ser det ud med lønningerne? Er de retfærdige eller ej?

Danmarks Radio lavede et TV-show ved navn: “Det er du værd”, hvor man i bedste talkshow-genre havde spandevis af fakta om løn og økonomisk- og social ulighed. Undervejs i showet skal en gadefejer, en sygeplejerske, en chauffør, en direktør, en arkitekt og en advokat beslutte, hvor meget hver person skal have i løn om måneden ud fra summen af deres månedsløn.

De seks deltagere startede med en sum af 324.000,-, hvilket svarer til 54.000,- om måneden per person. Deltagerne skulle derefter forhandle, hvad de er værd, og de prøvede nogle værdier af, som de ville give løn efter. Advokaten og direktøren mente, at uddannelse og ansvar er værdier man skal differentiere efter. At blive advokat er trods alt 9 års uddannelse efter folkeskolen, hvor tre er gymnasiet, 5 er universitetet og 1 er advokatuddannelsen. At blive sygeplejerske varer 6½ år, hvor tre er gymnasiet og 3½ er sygeplejerskeuddannelsen. At blive direktør tager nul år, da det ikke er en uddannelse. Efter denne værdi burde sygeplejersken være 6½ gange mere værd end direktøren.

Så mente advokaten og direktøren at man burde få løn efter ansvar. At være arbejdsgiver, som de begge er, giver et stort ansvar overfor ens arbejdere, siger de. Problemet er, at vi lever i et klassesamfund, hvor jo mere der er til arbejderne, des mindre er der til arbejdsgiverne, så det har intet med ansvar at gøre – det har alt med magt at gøre. At være arbejdsgiver er en magtfuld position. Hvis arbejdsgiverne ikke gør sit arbejde ordentligt, så fyrer de bare nogle arbejdere, og så er virksomheden reddet. Hvis chaufføren, sygeplejersken eller gadefejeren laver en fejl, for eksempel ved en fejlbehandling i sundhedsvæsenet eller en højresvingsulykke i en lastbil, så risikerer folk at dø. Arbejderklassen bærer derfor det største ansvar.

Advokaten, direktøren og arkitekten har mange års erfaring med at tage fra arbejderne og give til dem selv, så da forhandlingsrunden sluttede var fordelingen således: Direktøren og advokaten fik 82.500,-, arkitekten 57.500,-, sygeplejersken 39.500,-, gadefejeren 33.500,-, og chaufføren 28.500,-.

I det kapitalistiske samfund vi lever i, får man indkomst efter hvor meget magt man har. Har man et stykke papir, hvor der står, at man er enevældig hersker af virksomheden får man mest. Er man en erstattelig arbejder, får man mindst. Jeg mener, at dette system er uretfærdigt og at vi som samfund burde give løn efter nogle andre værdier: Hvor lang tid man arbejder, hvor hårdt man arbejder og hvor nedslidende ens arbejde er.

Arbejder man 4 timer så burde man ikke få lige så meget, som kollegaen der arbejder 8. Står man bare og kigger på arbejdet, mens kollegerne knokler, så burde man ligeledes få mindre, og er ens arbejde fysisk eller psykisk nedslidende, som betonarbejderens, murerens, pædagogens eller ambulanceredderens arbejde er det, så burde man få mere.

Disse tre værdier, længde, hårdhed og nedslidende arbejdsforhold, er efter min overbevisning den eneste måde, at have et retfærdigt lønsystem på. Magt eller uddannelse som værdier skaber et elitært klassesamfund med rige slavepiskere i toppen og fattige lønslaver i bunden, og det burde vi have afskaffet for længst.

Kommentarer