Ligestilling anno 2016?

I forgårs var det kvindernes internationale kampdag. Jeg har det selv lidt svært med at snakke om ligestilling mellem kønnene. Vi har jo de samme muligheder for uddannelse og job. Vi har de samme regler. Vi har de samme overenskomster. Så hvad er problemet?

Personligt ville jeg nødigt vælges hverken til eller fra på baggrund af mit køn. Derfor har jeg det også svært med kønskvoter. Er jeg valgt fordi jeg er bedst, eller fordi jeg har bryster? Den tanke ville nok altid forfølge mig.

I altinget kan man i dag læse om et nyt statsligt rekrutteringsprogram, der blandt andet skal ”få kvindelige talenter frem i karrierekøen”. Journalisterne fra altinget starter med at fortælle, at der ikke er en eneste kvindelig partiformand i blå blok, at der kun er 5 kvindelige ministre i den nuværende regering, og at der ingen kvinder er i nogle af de mest magtfulde udvalg i Folketinget.

Er det et problem? Og er det et alvorligt problem?

I artiklen fremhæves Tanja Franck, der skal være ny direktør for Udlændingestyrelsen (selvfølgelig efter en mand har forladt stillingen), og at udnævnelsen skal opfattes som ”en klar forfremmelse”. Det tror jeg, alle ville gøre, kvinde eller mand. Og netop Udlændingestyrelsen, hvor jeg selv har arbejdet, har faktisk mange kvindelige ledere og chefer; 2 ud af 3 vicedirektører og 13 ud af 17 kontorchefer er kvinder. Her er ca. 75 % af cheferne altså kvinder. –Og det er i landets nok mest udskældte styrelse.

Jeg er overbevist om, alle disse kvinder er valgt på baggrund af kvalifikationer og ikke på baggrund af deres køn. Man kunne faktisk vende den om og sige, de burde have ansat en mandlig direktør med så mange kvindelige chefer. I hvert fald, hvis det skal være i ligestillingens navn.

Jeg anerkender til fulde, mange chefer og topfolk er mænd. Det er mig faktisk lidt af en gåde. Ikke fordi, jeg ikke stoler på mænd, men fordi jeg selv er typen, der godt vil lede, godt vil vise vejen og godt vil stå i første skudlinje for en sag eller en organisation, jeg tror på. Også selvom jeg er kvinde.

I dag står jeg i spidsen for 65.000 unge danskere. Det er jeg stolt af, men det er også med en hvis ærefrygt. Jeg gør det, fordi jeg tror på min organisation og fordi jeg gerne vil vise vejen. Men jeg vil også til enhver tid tage ansvaret på mine skuldre, hvis vi går den forkerte vej. Det er et stort ansvar, som jeg godt kan forstå skræmmer mange. Men for mig er det det hele værd. Jeg blev valgt på mine visioner, ikke på mit køn.

Så lad os holde op med at snakke om forskelle og ligheder blandt mænd og kvinder. Lad os i stedet så se på hinanden som mennesker med kompetencer. Når vi først dertil, har vi alle vundet i ligestillingskampen.

Kommentarer