Fyring på menuen

”Det er no’et lort”. Det var Lars’ kommentar til, at han står til at miste sit arbejde. Lars og jeg har en samtale om fremtidsmulighederne i Post Danmark.

Lars, ansat i Post Danmark, har brugt de sidste 1½ år på at dele mad ud til Københavns kommunes ældre borgere. Men arbejdet har igen været i udbud og til trods for at Posten vandt opgaven på ny, så er der ikke plads til Lars.

I fremtiden skal maden afleveres af postarbejdere på deltidskontrakt.

”Det kan jeg jo ikke leve af” er Lars’ bitre konstatering til, at han forventeligt vil få et ’tilbud’ om arbejde på deltid.

 

Vi bliver udbudt og underbudt.

Den offentlige udbudspolitik undergraver stille og roligt de gode arbejdsvilkår. Fuldtidsstillinger man kan leve af nedlægges i rask væk og erstattes af deltidsjob, uden mulighed for pauser i en ellers travl arbejdsdag og med en løn der ikke vil kunne betale huslejen.

Skatteborgerne skal jo nødigt betale for en ”vare de ikke får” lyder mantraet fra de politikere, der aldrig har haft et rigtigt arbejde.

Kommunerne har i fællesskab besluttet, at stille krav til underleverandørerne om overenskomster mv. og Københavns kommune er ingen undtagelse. Men erfaringen med offentlige udbud viser, at kommunerne fokuserer på pris og ikke meget andet.

Den ensidige fokusering på prisen giver den uundgåelige konsekvens, at stadigt større dele af de offentlige arbejdsopgaver udføres på meget ringe vilkår. Så ringe vilkår, at det ikke tåler dagens lys. Rengøring og lignende udføres i ly af natten. Så undgår man, at vi skal se dem i øjnene der arbejder på vilkår vi ikke selv vil røre med en ildtang. Så vi ikke opdager, at sammenhængskraften i det danske samfund er væk.

 

For gammel og for ung

Lars er rundet de 50 år. Han er en del af det grå guld men retten til Efterløn indtræder først i 2018.

”Jeg er jo både for ung og for gammel. For ung til at kunne gå på pension, og for gammel til at kunne finde et andet arbejde” konstaterer Lars under vores samtale.

Sådan ender Lars’ tid på arbejdsmarkedet? Smidt ud som resterne fra de madretter han med stolthed har afleveret hver dag de sidste mange måneder.

Det giver mig en dårlig smag i munden!

Kommentarer