Fremtidens fagbevægelse

To ud af tre LO-medlemmer svarer nej til at have deltaget i faglige møder det sidste år. Det viser en undersøgelse om ”Lønmodtagerværdier og interesser i forandring” foretaget af LO og FTF. Og det gør mig bekymret. Bekymret for, om begrebet fagforening eksisterer, når min niece rammer arbejdsmarkedet. Og bekymret for, om vi, det nære demokrati, er ved at blive udvandet.

Jeg selv ville have svaret ’nej’ til spørgsmålet. Dog ville jeg ønske, at jeg kunne svare ’ja’. Jeg er social- og sundhedsassistent og medlem af FOA. Jeg har nemlig ikke været til ét eneste fagligt møde, efter jeg flyttede til København.

Hvis fagforeningskulturen skal overleve, bør LO-forbundene prioritere ungdommen højere. De er fagforbundenes nutid og fremtid. De er de bedste ambassadører ude på arbejdsmarkedet og på uddannelsesområdet. De ved, hvad det vil sige at være ung i fagforeningen. Det er dem, som skal sikre fagforbundenes fremtidige eksistens.

Når medlemmerne af et LO-fagforbund senere i førnævnte undersøgelse svarer, at arbejdsmængden er intensiveret uden en forøgelse i personalerummet, så har forbundene tabt kampen over for arbejdsgiverne. Derved får arbejdsgiverne større spillerum til ’at gøre som de vil’ over for deres ansatte. Dette kommer til udtryk i, at min ledelse konsekvent vælger at overhøre mine og mine kollegers forslag til at ændre den øgede arbejdsmængde. Ved at nytænke tingene, men alligevel have ”det gamle” i ryggen.

Et eksempel:

Vi kunne f.eks. lade være med at bruge tid på at skulle dokumenterer tre forskellige steder, når vi har hældt medicin op (doseret) til beboerne. Det kunne spare tid at det kunne blive gjort et sted. Det er meget dokumentation, når man som jeg skal dosere til otte beboere. For selve doseringen tager tid. Og derefter skal vi dokumentere på en seddel at det er doseret og videre i det elektroniske patientjournalsystem. Derefter skal en kollega kontrollerer at jeg har doseret korrekt.

Vi er jo myrerne i myretuen, som kender alle gange og kroge i tuen. Altså overført metaforisk at det er os der står med lorten i hænderne.

Fagforbundene har ydermere spillet fallit ved at skære i budgetterne i deres ungdomsafdelinger. Hvem er det, der skal videreføre fagforeningens ånd? Det er ungdommen. Den er jeg endnu en del af. Ungdommen er både arbejdsgivernes, uddannelsesinstitutionerne og fagforbundenes fremtid. Når der spares på budgettet, har mine ungdomskollegaer og jeg ikke muligheden for at udvikle os fagligt via kurser og efteruddannelse. De kurser og uddannelser, som skal forberede os på at kunne varetage fagforeningens og ungdommens interesser.

I min tid som faglig aktiv blev jeg involveret i de kurser, møder og uddannelser, som min lokale FOA-afdeling udbød på dette tidspunkt. Det var i Esbjerg. Det synes jeg at min lokal afdeling her i København kunne gøre brug af. For så får vi måske lidt flere unge til at vælge fagforeningen, frem for fagforretningen.

Den 25.-27. oktober 2015 afholdte LO sin kongres. Mit håb er, at de kongresdelegerede fik sat ord og handling på, hvordan den fremtidige fagforeningskultur skal se ud. Mislykkes dette, taber alle. Både fagforeningerne og dens medlemmer. Over for arbejdsgiverne, over for politikerne og sidst men ikke mindst over for os selv.

Kommentarer