Forsvundet i sig selv og regninger

Fru Jensen har svær demens. Det betyder, at hun ikke kan huske, og hun har ingen pårørende. Når man er svært dement, er der mange ting, som er umulige at gøre selv f.eks. at betale sine regninger.

Som alle andre almindelige danskere får fru Jensen post. Ofte finder jeg mange breve i fru Jensens postmappe heriblandt ubetalte regninger. Når der kommer et nyt brev til fru Jensen, rynker jeg på næsen og tænker ’åh, nej, gad vide, om det er endnu en ubetalt regning?’. Da jeg ikke er bemyndiget til at åbne fru Jensens breve, spørger jeg, om jeg må åbne det. Fru Jensen svarer ”ja, ja den er god med dig. Bare jeg får noget saftevand at drikke”. Jeg tager det som et ja og åbner brevet. Endnu en elregning. Tilmed en rykker. Jeg lægger brevet tilbage i postmappen. Der går endnu et par uger, og et nyt brev dumper ind. Jeg kan næsten gætte, hvad det er, men jeg spørger endnu en gang fru Jensen, om jeg må åbne brevet. Et rungende ”nej!” kommer fra hende, og jeg lægger modvilligt brevet i postmappen. Et par dage efter dukker der et tykt brev fra boligforeningen op. Jeg spørger fru Jensen, om brevet må åbnes. Denne gang giver hun mig lov. Jeg åbner brevet og ser en kæmpe regning med et femcifret beløb. Det er nu tredje gang fru Jensen modtager en rykker, og jeg går til min afdelingsleder for at finde ud af, hvilke valgmuligheder jeg har for at kunne hjælpe.

Sådanne situationer forekommer ofte i min dagligdag som social- og sundhedsassistent på et plejecenter i Københavns Kommune. Men fru Jensen er ikke et usædvanligt tilfælde.

Daglige frustrationer over den nuværende lovgivning, som burde være til fordel for borgerne, bremser mit arbejde. Som det er i dag, er man myndig, indtil man bliver gjort enten økonomisk (delvist) eller personlig (helt) umyndig. Heri ligger problemet; Fru Jensen er hverken delvist eller helt umyndiggjort. Derved kan jeg ikke hjælpe hende, fordi jeg overtræder loven ved at hjælpe hende. Efter min holdning har fru Jensen brug for en værge. En værge er en person, som er blevet udpeget til at varetage enten de økonomiske eller personlige interesser for en borger. Hvis fru Jensen ikke får en værge, kan hun risikere at blive smidt ud af sin bolig på grund af den oparbejdede gæld.

Lovgivningen gør, at jeg simpelthen ikke kan hjælpe mine demente borgere. Når den endelig kan hjælpe, er der meget papirarbejde, man skal igennem for at det fungerer.

Her er mit løsningsforslag:

Når fru Jensen og andre borgere med svær demens flytter ind på et plejehjem, vil der automatisk blive tilknyttet en professionel økonomisk værge, som skal varetage de økonomiske opgaver, som vil dukke op, f.eks. regninger, budgetlægning og søgning af forskellige pengepuljer. Dette skal selvfølgelig være en tilvalgsordning til de borgere med pårørende, som selv kan varetage opgaven som økonomisk værge. Det vil sige, at selvom man har pårørende, skal de introduceres for opgaven som økonomisk værge, så de har et aktivt valg, om de vil påtage sig opgaven eller lade en professionel tage den. Det vil altid være statsforvaltningen, der – ligesom i dag – skal godkende de økonomiske værgemål, men dette skal ske i tæt samarbejde med plejepersonalet i fru Jensens tilfælde.

Så kære socialminister Manu Sareen, Pernille Rosenkrantz-Theil (soc.dem.), Lotte Rod (Rad.V.), Trine Pertou Mach (SF), Finn Sørensen (Enhed.), Karen Ellemann (V), Per Løkken (K), Karin Nødgaard (DF) og Thyra Frank (LA) er det noget, I vil være med til at ændre, så vi skåner vores allersvageste ældre?

Kommentarer