Er et langt arbejdsliv det samme som et godt arbejdsliv?

Jeg husker det tydeligt, selvom det kun udspringer af en lille handling. Træt sætter jeg mig ud i bilen en mandag morgen, for at køre på arbejde. Jeg rettet bakspejlet op, så det passer til min højde. Efter endt arbejdsdag sætter jeg mig atter ud i bilen for at vende næsen hjemad. Igen retter jeg på bakspejlet, men denne gang ned, så det igen passer til min højde. De første par dage lægger jeg ikke mærke til denne handling, selvom det gentager sig. Jeg retter spejlet op når jeg skal til arbejdet og retter det ned når jeg skal hjem. Det er en hård tid. Der er meget travlt på arbejdet og jeg får i løbet af dagen foretaget nogle løft der ikke er så gode. De fleste af os ved, at korrekt arbejdsstilling ind i mellem bliver nødt til at vige for travlheden.
Det går op for mig, at min lille manøvre med spejlet faktisk har en ubehagelig forklaring. Om morgenen kan jeg tage af sted og sidde i bilen med ret ryg. Om eftermiddagen er ryggen så slidt at den falder lidt sammen i bilen. Jeg bliver enig med mig selv om at så længe jeg kan rette spejlet op igen dagen efter, så gør det ikke så meget.

Det er selvfølgelig en dum holdning at have, for det er vigtigt at passe på sig selv. Det er bare ikke altid overskuddet er der til det. I mit tilfælde bliver det da også lidt værre inden det bliver bedre. Jeg ender med at have kroniske rygsmerter inden jeg indser at jeg må tage vare på mig selv. Der er ikke andre der gør det for mig. Jeg begynder at gå til massør og 1 år senere er smerterne ikke kroniske mere.

Jeg var omkring 29 år da denne episode skete. Siden er det blevet bedre, men jeg skal stadig til massør mindst en gang i måneden. Der er som sådan ikke noget galt med min ryg, andet end at den er en smule skæv. Jeg har bare et arbejde der ind i mellem er utrolig slidsomt for ryggen. I skrivende stund er jeg 33. Det vil sige at jeg har 36 år tilbage på arbejdsmarkedet, før jeg kan trække mig tilbage som 69årig.

36 år er i sig selv lang tid at arbejde endnu. Derudover er jeg næsten sikker på at min ryg har en anden mening end politikerne inde på Christiansborg. Jeg tvivler meget på, at jeg kan holde til at arbejde så længe under de forhold jeg arbejder under i dag.

Men hvis jeg nu for et kort øjeblik skal tage ja-hatten på (selvom den sidder noget stramt), så skal hele arbejdsmarkedet reformeres. For det kan godt være at vi mennesker lever længere, men det er jo ikke det samme som at kroppens fysiske formåen kan følge med. Jeg mener ikke vi kan tage det som en selvfølge at samtlige jobs i fremtiden kan betjenes af alle mennesker over 65 år. Er det en ide at få langt flere seniorjobs? Skal der flere hjælpemidler til de fysisk krævende jobs? I så fald, hvem skal så levere dem? Hvem skal sørge for at hjælpemidlerne kommer ud på arbejdsmarkedet? Skal vi forbedre lovgivningen om  arbejdsmiljøet? Burde arbejdstilsynet i fremtiden udvides i stedet for indskrænkes?

Jeg smider “bare” en masse spørgsmål ud fordi jeg ikke har alle svarene. Men noget skal der uden tvivl ske og vi kan lige så godt begynde at tage emnet op nu. Og jeg spørger jer alle sammen: Hvad tror I der skal til for at et menneske får et godt arbejdsliv hele livet igennem? Hvad tror I der skal til før et menneske kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet af lyst og ikke af nød? Udfordringerne venter forude. Sæt i gang!

Kommentarer