Den dag vi gav op!

Hvad skal jeg gøre? Hver dag i de sidste tre uger, møder mine kollegaer og jeg op med tomme øjne og blakket moral. Vi har givet op, vi møder op til daggammel post, nogle gange flere dage gammelt post. Flere er blevet sygemeldt med stress. Hver gang vi får en afløser ind, bukker en anden kollega under for influenza eller manglende søvn.

For tre uger siden startede vi Post Danmarks nye produktionsform op, arbejdsdeling i klargøringen, kort sagt handler det om at 25% sætter posten til de resterende 75% af kollegaerne, der så kører ren omdeling. Ideen fejler sådan set ikke ret meget, bortset fra de noget rutinepræede arbejdsdage. Det er dog en meget stor forandring for os postbude, da vores normale rutiner er totalt forandret. Det er ikke nemt at håndtere så store forandringer, vi skal pludselig kunne rotere mellem hele byens ruter og sortere post til alle distrikterne.

Grunden til at det gik helt galt er, efter min mening, at vi ikke fik den ro og støtte i en forandringsproces, som vi havde brug for. At projektet blev sat i gang, i den i forvejen mest pressede tid overhoved, er nok heller ikke helt ligegyldigt.

Nu står jeg og mine kollegaer så op hver morgen til kaos, mængderne bliver bare ved at vokse. Vi kan simpelthen ikke se enden på den arbejdspukkel vi møder op til hver morgen. Jeg har mistet gnisten totalt og fralagt mig ansvaret for mit arbejde, det er ikke sjovt. Jeg møder bare op og udfører, det arbejde der nu bliver mig udpeget og går hjem når arbejdstiden ophører.

Da vi er nogle af de første i landet der lægger om, håber jeg at min historie kan hjælpe andre til at være opmærksom på forandringerne og den betydning de har for os postbude. Hvordan vi kører rundt ude i sneen med våde fødder og klistret hår ned af kinderne. Leder desparat efter den post vi skal omdele, velvidende at vi aldrig når igennem. Hvordan vi møder vores kunder med konstant undskyldende smil på læben for at undgå overfusninger. Vi frygter jo også at lokalavisen opgiver os som omdelere på grund af den ringe kvalitet. For det betyder at vi kan vinke farvel til nogle af vores gode kollegaer eller  vores eget arbejde. Vi går jo ikke kun på arbejde for at tjene penge til husleje, men også fordi vi føler at vi gør en forskel for en masse mennesker.

Vi er stolte af at være postbude og vil gerne kunne gå hjem med god samvittighed. Vi er vant til at tage ansvar for dagens arbejde og det er deprimerende at komme hjem med en følelse af at være utilstrækkelig.

Kommentarer