Dansk bacon: »Produziert in Deutschland«?

I går jeg var jeg nede i mit lokale supermarked for at handle. Jeg skulle have spaghetti, minimælk, tomater og bacon. I køledisken var der fire slags skiveskåret bacon at vælge imellem. Selvom to af pakkerne var fra det danske selskab Tulip var ingen af pakkerne produceret i Danmark. Den ene var fra Polen, to var fra Tyskland og en var fra Holland.

Ligesom mange andre danskere er jeg bekymret over Danish Crowns planer om lukninger af danske slagterier og fyringer af medarbejdere. Det er vigtigt at sikre lokale arbejdspladser og det er himmelråbende dumt at køre danske svin til Polen eller Tyskland for at blive skåret op, bare for at de kan køres tilbage til Danmark for at blive solgt. Der produceres hvert år 29 millioner svin i Danmark så hvordan kan det være at det berømte »danske« bacon nu bliver lavet i Tyskland?

Svaret er simpelt: Tulip foretrækker de lave lønninger i Tyskland. Og det sker selvom Tulip ejes af Danish Crown, der har et årligt overskud i milliardklassen og får statsstøtte i hoved og røv.

Men heldigvis behøver den ansvarlige fødevareminister Dan Jørgensen ikke at opfinde den dybe tallerken for at sikre fødevareproduktion i Danmark. I Holland har de fundet en løsning. De har indført en regel om, at der skal være en statslig dyrlæge til stede, når grisene stiger ombord på den lastbil, der skal køre dem til udlandet. Det har gjort eksporten dyrere og derfor slagtes dyrene nu på lokale slagterier.

Sådan en ordning skal vi have indført i Danmark, skal vi ik’ Dan?

 


kontrolmærkeFakta: Hvor kommer mit kød fra?

I Danmark er kød mærket med det såkaldte kontrolmærke. Det er et lille ovalt mærke som blandt andet indeholder produktionslandets landekode. For eksempel DK for Danmark, DE for Tyskland, PL for Polen og NL for Holland.

 


Tuliplogoet er selvfølgelig billedmanipulation.

 

 

Kommentarer