Dagpengeretten sat til tælling.

 

I en tid med høj arbejdsløshed blandt unge mennesker. Borgere der falder for dagpengeretten. Ægtefæller der ikke kan modtage kontanthjælp, fordi deres ”egen værdi” er for høj. Kan jeg ikke lade være med at tænke på, om vi er nået så langt ud, at der snart ikke er nogen vej tilbage.

 

Og dog!

Det politiske spil er efterhånden blevet så populistisk, at ikke engang Sidney Lee kan følge med længere.

Jeg er uden tvivl ikke den eneste som efterspørger substans i den politiske debat. Men der er noget helt galt, når en minister – eller hvilken som helst anden folketingsmedlem – ikke kan argumentere for sine egne principper. Der bliver postet ualmindeligt høje summer efter spinddoktorer, med den eneste opgave, at promovere den gældende minister eller folketingsmedlem. Fy for en skefuld!

Mine damer og herre, det er VORES penge der bliver brugt på dette useriøse talentshow. Også er Blachman ikke engang med, til at sige: ”Det er fandeme leverpostej…”

 

Man glemmer sagens kerne.

Velfærdsstaten Danmark, er blevet en prøveklud, for alverdens magtsyge tiltag, i bestræbelserne på, at nå magtenskorridor. Herunder dagpengene.

 

I 90´erne lavede Poul Nyrup Rasmussen – i samarbejde med De Radikale – en dagpengereform, som betød at man barberede 2 år af den før 6 års dagpengeperiode.

Man havde gennem statistikker og beregninger vurderede, at borgere der var berettiget til dagpenge i 6 år, fandt sig et arbejde når der blot var få måneder tilbage af den berettiget dagpengeperiode.

Derpå kunne man påvise, at hvis man skar perioden ned til 4 år, så kunne man sparre 2 års dagpenge ydelse, få folk ud i arbejde, og sikre en stabil indtægt, set fra statens side.

Men ydelsen fra borgerene, forblev den samme.

 

Sammen med dagpengereformen og nogle andre arbejdsmarkedstiltag, lykkedes det Nyrup regeringen, at vedligeholde velfærdsstaten Danmark, skabe plus på betalingsbalancen og halvere arbejdsløsheden.

Der var rigtig nok modstand fra socialdemokratiske vælgere, i forhold til dagpengereformen. Men ikke desto mindre, så virkede tiltaget, og Danmark blev ført igennem en ellers fatal finansiel krise.

 

Velbekomme.

Nu står vi så her. År 2013. Med en statsminister, der var med i kulisserne bag Nyrup regeringen. Hvad er der lige gået galt?

Man har sagt god for VKO´- og De Radikales – indgreb på dagpengene, ved ikke at stille krav om en reducering af optjeningsperioden, som ligger på 1.924 timer.

Der er blevet henvist til svenskernes dagpengesystem og Norges for den sags skyld. Men man har lige glemt, at optjeningsperioden i henholdsvis Sverige og Norge, er LANGT lavere end i Danmark.

Faktisk er det sådan, at Danmark har det mest absurde optjeningssystem, sammenlignet med Norge og Sverige.

 

Fleksibiliteten har røget sig en tur.

Dagpengesystemet var en del af vores flexicurity system, hvor borgere med en almindelig gennemsnitsindkomst, ikke var nødt til at flytte på gaden, bare fordi de blev fyret.

Men jeg kan da lige love for, at de tider har skiftet.

 

I jagten på Dovne Robert, har staten skabt et dagpengesystem, som ikke gavner andre end dem der kan finde hullerne.

 

Hvorfor kan politikerne ikke se fornuften i at optjeningsperioden, som minimum, skal barberes ned til det halve?

Svaret er simpelt. Der er ikke stemmer nok i tiltaget!

Kommentarer