Vi uddanner Peter til kontanthjælp.

Mød min ven Peter, han er 36 år, og er i skolepraktik som elektriker på en erhvervsskole. Han har gået på skolen i over tre år. Men de sidste tre år har været svært for Peter; ind og ud af skolen, to uger hos et firma, tilbage til skolepraktik, og så to måneder ud i et andet firma. Lige nu er Peter tilbage i skolepraktik, og der går han måske resten af sin læretid. Han har kun været væk fra skolen lidt over et år, ud af de 4 år hans uddannelse tager.

Jeg var i samme firma alle mine fire år, og det gav mig tryghed og god læring ude fra den virkelige verden. Peter har søgt en læreplads over 50 steder. Peter får ikke en læreplads, og grunden er tit, at firmaerne ikke har råd, eller også har man ikke tid til at oplære en lærling. Jeg ved bare, at hvert afslag Peter møder i sin søgning, får ham til, at føle sig ubrugelig. Så det er svært for ham at blive ved med at holde gejsten. Det kan man både se og mærke på ham, det er virkelig noget der går ham på.

Ud kommer Peter med et SKP-svendebrev, noget som de lokale el-firmaer ikke vil godtage, da det ikke er fint nok. Det giver Peter endnu et nederlag. Peter risikerer at ende på kontanthjælp, selvom han har en uddannelse. Er det i det hele taget i orden, at tilbyde unge en uddannelse, der kan fastholde dem i arbejdsløshed?

Det er ikke godt for samfundet, at vores unge mennesker ikke får lov til at tage en rigtig erhvervsuddannelse, at de kan gå på en skole, uden at komme ud til en rigtig virksomhed i fire år. Hvis de unge ikke føler, at den uddannelse, de er i gang med, kan sikre deres fremtid, så vælger de noget andet, og det kan ses på optaget på erhvervsskolerne. Optaget af en ungdomsårgang er faldet fra 18,6 % i 2015 og ned til 18,2 % i 2016. Folketingets mål er 30 % i 2025.

Derfor skal arbejdsgiverne være bedre til at tage flere lærlinge – det er jo dem, der kommer til at mangle kvalificeret arbejdskraft. Det er tit, man hører arbejdsgivere, der siger, at lærlinge er dyre, men det er jo også dyrt ikke at tage lærlinge, det kan gå ud over virksomhedens fremtidige økonomi. Hvis de ikke har nogen ansatte, kan de heller ikke sælge en ydelse, og dermed ingen indtjening, så de graver deres egen grav.

Så kære arbejdsgiver, tag nu noget ansvar for den næste generation af unge og den næste generation af håndværkere. Tag nogle flere lærlinge, og hjælp folk som min ven Peter.

Kommentarer