Vi troede på, at der var brug for os!

Det var meningen af dørene skulle stå åbne. Nu er de ikke bare lukkede, men også låst. Uden at nogen har lært os at finde nøglen. 

Af vores forældre og i folkeskolen blev vi fyldt med fortællingen om, at verden stod åben for os. Lærerne fortalte, at vi kunne tage lige den uddannelse vi ønskede, og jobbene ville hænge på træerne. Der ville simpelthen ikke være nok mennesker til de fremtidige job på arbejdsmarkedet.

“Hvis mulighederne ændrer sig, men forventningerne til en selv ikke gør, er det klart man føler sig presset” 

I mellemtiden har det billede ændret sig en del. Mange job er flyttet til udlandet, virksomhederne sparer og ansætter kun lige det antal medarbejdere, der skal til for, at virksomheden kan løbe rundt. Det offentlige nedsætter forventningerne til servicen, og sparer på personalet.

At gå fra en selvopfattelse af at vores generation var så lille, at hver enkelt var en gave til samfundet, til en følelse af at være ubrugelig – det er en kovending, som ikke er let at håndtere.

Vi troede vi skulle ud og være kritiske, at vi kunne vælge og vrage mellem jobbene. Virkeligheden er dog den, at vi skal være glade bare vi kan få et.

I dag skal man som ung nærmest være fuldstændig ekstraordinær, have den nyeste viden, 40 års erfaring, være glad og smilende, og udstråle det imellem 200 andre ansøgninger på skrift. Helst så kort, at ingen mister lysten til at læse videre, men helst så lang, at man viser en del af sin personlighed – for bare at nå til jobsamtalen.

Det er vores generations største udfordring og det er samfundets største problem. 

De forventninger, vi har bygget op til os selv, stemmer ikke overens med den samfundsudvikling der er sket.

Ikke at kunne finde en læreplads, så man kan færdiggøre sin uddannelse, eller at slide sig igennem uddannelsen, for at opdage, at der ikke er brug for en på arbejdsmarkedet – det er ikke bare et økonomisk problem, det er et socialt problem.

Risikoen er, at vores generation ikke får opbygget de relationer, som kommer ved at være i fast arbejde. Måske endda, at vi mister troen på at der er brug for os – og der er ikke noget værre end at føle sig ligegyldig. Det er en katastrofe for den enkelte og det er et kæmpe tab for samfundet.

Hvad skal vi så gøre? Det skriver jeg mere om i min næste blog!

Kommentarer