Vi skal være modige

 

Da jeg for noget tid siden, lagde mit første blogindlæg op. At jeg var ramt af PTSD, én af mange. Havde jeg ikke i min vildeste fantasi, forventet at få sådan en positiv modtagelse.

Som en meteorregn fløj tanker og følelser afsted, Jeg lå søvnløs det meste af den nat. Jeg var så overvældet, over alle de mennesker der ønskede mig og min familie det bedste. Men især alle de mennesker der tog sig tiden til at give mig gode råd.

Blandt de mange tilkendegivelser, var der venner og kollegaer der nævnte, at der er PTSD-grupper på Facebook, som de mente kunne hjælpe. Jeg tænkte; Det vil jeg ikke melde mig ind i.

Jeg manglede modet. Jeg blev bange for at andre med PTSD ville gøre grin af mine oplevelser. At min oplevelser ikke var noget, man kunne blive syg af. Jeg blev ved med at pille mig selv ned. Jeg var stadig bange, for at blive grint af og nedgjort. På trods af alle de dejlige tilkendegivelser.

Jeg var stadig i benægtelse. Selvom jeg for første gang til andre end min absolut tætteste familie, offentligt på Facebook og min blog havde meldt kulør. Og på trods at jeg går til psykolog. Jeg ved at der er flere der ude, der lige som mig benægter og nedgør deres egne personlige oplevelser og de daglige lidelser vi går med. Du ved det godt selv.

Jeg ændrede mig:

Der var langt mellem latter. Når den endelig kom helhjertet, var jeg næsten helt overrasket. JEG kan grine. Jeg MÅ godt grine. Det var dejligt at mærke den følelse i kroppen igen. Men der er stadig en dagligt kamp om at holde det gode humør og føle latterens susen.

Jeg var træt, så sindssygt træt. Så træt at Jeg kunne overgå en teenager i at sove og stadig være fuldstændig flad for energi. Nogle gange kom jeg hjem fra arbejde, og gik bare lige i seng. Jeg sov så tungt at jeg ikke hørte telefonen ringe og en enkelt gang overhørte jeg næsten brandalarmen.

Når korttidshukommelsen kun er så lang. At man lige vender sig om, mister fokus i et kort øjeblik og så var den tanke væk. Tanken, gøremålet; Hvad var det nu jeg ville? Det skulle da lige være duften af meget varmt sand eller duften af brændt kød og hår, for så kan jeg godt huske.

Dette var nogle af de mange symptomer jeg havde og stadig kæmper med hver dag.

Jeg ved, hvor svært det er, at skulle søge hjælp. Men det her, kan ikke løbes væk. Dette går ikke bare over af sig selv. Har man PTSD, er det en evig kamp, nogle gange med minderne, nogle gange med følelserne og andre gange med fysikken.

Men én ting er helt sikkert. Ved du at du ikke er dit gamle jeg længere, så søg hjælp. Går du med en fornemmelse om at den er gal, så snak med nogen om det.

Jeg fandt modet frem:

Jeg kan huske, at jeg sad og bare stirrede på telefonen og nummer 72 819 700 til Veterancenteret døgntelefon. Det gjorde jeg i næsten en halv time, før jeg med svedige hænderne og frygt i sindet fik jeg ringet op. Jeg var bange for at blive afvist. Jeg var bange for at jeg ikke var syg, men var blevet en gal, træt og frustreret mand.

Men jeg blev ikke afvist. Jeg blev mødt af den rareste telefondame, der hurtigt viderestillede mig.

En af forsvarets psykologer var nu i røret og med grådfyldt stemme, åbnede jeg mig op for første gang, og fortalte om hvordan jeg faktisk havde det. At jeg havde meget nemt ved at blive vred, trætheden og manglende lyst på livet, den der gnist, der får os til at stå op om morgenen og smile til verden uden at forvente den smiler tilbage. Vi blev enige om at jeg skulle have en konsulteret samtale.

Jeg kunne flyve. Så stor en byrde var allerede forsvundet fra min skuldre. Der var nogen der ville lytte på mig.

Der er mange muligheder for at få hjælp, man skal turde være modig.

Som en klog kvinde sagde til mig engang: At være modig er ikke noget man er. Det er noget man bliver, ved at gøre modige handlinger.

Så Brødre og Søstre.

Jeg ved at I kan være modige. I har været det før og I kan være det igen.

Jeg har meldt mig ind i en PTSD gruppe på Facebook nu.