vi kræver retten til medbestemmelse og indflydelse tilbage

Frem og tilbage er lige langt… Men på en byggeplads, så er det dobbelt så langt… Og dobbelt så ineffektivt.

Vi er igang med en større renovering på frederiksberg og som sædvanlig er byggeriet bagud i forhold til tidsplanen. Det er ikke noget nogle af os tager alvorligt. Det er efterhånden blevet en joke med de tidsplaner  blandt byggefolk. “Da vi startede var vi allerede bagud med tidsplanen” er efterhånden en bemærkning der falder fast, når man taler med sine kolleger om de byggerier man er på.

Og det er ikke engang fordi det er en joke. Det er et faktum at man er bagud inden man starter i så at sige samtlige byggerier. Og dette er ingen undtagelse.

Jeg går ind i bygningen hvor jeg skal til at gå igang med de fliser vi har gjort klar til om fredagen, fordi der ikke var blevet bestilt sten i tide. Der står peter, byggelederen. “Christian, der kommer sten her til kl 9. Kan i ikke gøre klar til at mure?”, spørger han, uden at kigge op fra sin telefon.

“Mener du det alvorligt?” Spørger jeg. “Skulle vi ikke lave fliser?”.

Efterhånden har jeg lært at gennemskue de byggeledere der har praktisk erfaring med sig, fra dem der ingen har. Og Peter er klassisk eksempel på en byggeleder der har gået i gymnasiet, og direkte videre på bygningskonstruktør uddannelsen, og som aldrig selv har haft et stykke værktøj i hånden.

“Jo, men nu er der kommet sten. Og det er vigtigt at vi bliver hurtigt færdigt med at mure dørhuller”.

Så nu kan vi så se frem til en dag hvor vi skal rykke alt det tilbage, som vi rykkede frem om fredagen.

To dages spildtid… Pga ledelsen, vel at mærke.

Efterhånden er der en kraftig overrepræsentation af mennesker (mellemledere), der har indflydelse på mit daglige virke. Men som i praksis ikke er istand til at bidrage med andet end en teoretisk tilgang til de reelle og praktiske udfordringer vi dagligt møder.

Der er forskel på teori og praksis. Og det er min påstand, at de der blot besidder en teoretisk tilgang, men som ingen praktisk erfaring har, er en sand hæmsko i forhold til at løfte opgaverne i praksis.

Hvorend jeg kommer, så bliver jeg imødekommet med forståelse når emnet falder på ledere der mangler praktisk forståelse for ens fag. Jeg oplever det selv næsten dagligt ude på byggepladserne. Det er også min påstand, at dette er oplevelsen hos folk på gulvet, på tværs af fag og brancher. Hos alle fra SOSU,er, byggefolk, pædagoger eller kontorfolk.

Hele samfundet er gennemsyret af en bureaukratisk tendens, der i sidste ende er et produkt af, at der ingen tillid er til os folk på gulvet.

– Det paradoksale er, at det dog på ingen måde er økonomisk favorabelt at investere i en mindre hær af administrative bureaukrater der skal analysere sig frem til at kunne effektivisere. hvis de ingen eller ganske lidt erfaring har indenfor det pågældende område, så har deres teoretiske konklusioner ingen praktisk værdi.

Og det gælder lige fra pædagoger og SOSU’er  der er overbebyrdet med at skulle udfylde skemaer og valueringer, til ude på byggepladserne hvor typer som Peter har det tvivlsomme ansvar for at effektuere vores daglige virke. Noget vi ganske udmærket selv er i stand til.

Man kunne spørge sig selv, om ikke det måske kunne være en god ide at efteruddanne folk med status af leder, til at kvalificere sig til at være på gulvet. Oftest er tendensen den, at folk på gulvet bliver de bedste ledere, da de har deres praktiske erfaring med sig.

Hvorfor ikke gøre det den anden vej, og uddanne ledere uden praktisk erfaring til at begå sig på gulvet.

Det er ikke fordi der ikke er et behov. Jeg møder stadig færre og færre ledere med indgående  kendskab til byggebranchen i praksis. Så hvorfor ikke erkende, at der er en reel værdi i at sende byggeledere uden praktisk erfaring i praktik på gulvet? Første forudsætning for at skulle være ansvarlig for en gruppe, er unægtelig, at de forstår hvad og hvem gruppen består af i sin essens.

Sådan som tendensen er i øjeblikket, så svarer det til at postulere at man bliver kok af at læse en kogebog. Det gør man ikke. Man bliver kok af at have hænderne i maden. Ved at gå på opdagelse i friske råvarer. Ved at smage på maden og ved at erfare hvor længe ting skal varmes og ved hvilke grader. Ved at stå i køkkenet og være en del af et team. Jeg har endnu tilgode at høre om en restaurant der har fået en michelin stjerne, uden at ejeren der står bag selv er kok, der brænder for sit håndværk og mestrer det i praksis.

Der er ingen forskel på kokke og andre udøvere af deres respektive brancher i den henseende.

Vi skal simpelthen have tilliden tilbage og ansvar og indflydelsen placeret hos os der er fagligt forankrede i vore respektive fag. Det er os der elsker vort fag, der har forståelsen for at udføre det på forsvarlig vis. Og det er det der kendetegner godt håndværk.

Lad os omsætte langt flere ressourcer til varme hænder, der kan være medbidragende til at løfte opgaven i praksis, fremfor at omsætte vores udfordringer til teoretiske begreber. Vi står med reelle udfordringer, og vi har brug for reelle løsninger.

– Og jeg synes kun at det er rimeligt, at vi alle hjælper til.