Telemarketingbranchen gør kolleger til konkurrenter

Vi søger nye salgstalenter – har du hvad der skal til? 

Sådan begynder de fleste jobannoncer til telemarketingfirmaer, og går man ned i annoncen er der ikke grænser for, hvad de tør love én. Grundløn, provision- og bonusordning, ingen lønloft og herre over egen løn. Selvfølgelig lyder det attraktivt, at være herre over sin egen løn, hvem vil ikke gerne være det? Og hvor hårdt kan det nu lige være, at sælge over telefonen?

Det skulle faktisk vise sig at være umenneskelig hårdt at være telefonsælger. For i telemarketingbranchen, er det lige meget, hvor god en kollega du er. Der er det kun én ting der tæller: Hvor meget man kan sælge.

Jeg ved det; jeg har nemlig været telefonsælger. Jeg skulle sælge til hvem som helst – uanset om de var klar over, hvad de gik med til, og uanset hvor mange gange de sagde nej. Om de var til begravelse, eller lige blevet skilt, var underordnet. I sælgerbranchen er mennesker kun tal og procenter. Denne tilgang til andre mennesker grænser sig til det psykotiske. Jeg havde det slet ikke rart med at behandle mennesker så dårligt. Almen menneskelig forståelse og respekt for andre blev nedprioriteret frem for de daglige salgsmål. De daglige mål skulle gerne være så hårde, så man fik skilt fårene fra bukkene blandt de ansatte. De dårligste fik sparket.

En dag på arbejdet kom en leder og fyrede en medarbejder, fordi hun ikke havde levet op til de daglige mål i en uge. At vi andre heller ikke havde levet op til målene var af mindre betydning; det handlede om et sætte et eksempel, så de kunne presse os endnu mere. Selvfølgelig blev vi presset af fyringen, og der gik ren socialdarwinisme i den, hvor kun den stærkeste overlevede. Det eneste der betød noget var at man ikke blev den dårligste. Arbejdsmiljøet blev helbredsskadelig intenst, men det betød intet for firmaet. Kunne man ikke klare presset blev man erstattet.

Arbejdspresset gjorde mig utrolig bekymret hver morgen, for hver morgen startede vi forfra i daglige salg. Hvis nogle af mine kolleger fik et salg, så gjorde det mig utryg, fordi det betød at de ville komme højere op på måltavlen – højere op end mig. Deres resultater truede min arbejdsstilling og mine truede deres.

At arbejde et sted, hvor det bedste der kan ske, er, når kollegerne gør det dårligt, betød at vi ikke så hinanden som kolleger men som konkurrenter. Når arbejdet var så stressende, så havde jeg slet ikke lyst til at stå op om morgen, men jeg turde heller ikke lade være i frygt om at gå ned på resultater.

Situationen gav mig blod på tanden på at få mine kolleger i fagforening, men her skulle det vise sig, at den daglige liberale propaganda – eller “motivationssnak” – som lederne spyttede efter os, havde givet pote. Idéen om at vores lave løn skyldes dårligt arbejde og morale, i stedet for arbejdsgivernes nærighed, og at man kun blev fyret, hvis man var doven, var noget vi fik at vide igen, og igen, og igen, og til sidst troede vi jo på det. Heller ikke denne gang kunne jeg få mine kolleger i fagforening.

Lige nu oplever jeg resultatet af en branche, hvor det er alle mod alle – den såkaldte liberale drøm. Det sker ikke, fordi der er behov for konkurrence i sælgerbranchen eller fordi branchen ikke vil kunne eksistere uden, men fordi vi ikke står sammen. Stod vi sammen, så kunne arbejdsgiverne ikke have fyret min kollega. Stod vi sammen, så kunne vi begynde at forlange højere grundløn, hvis ikke en fast timeløn. Vi kunne forlange løn under pauser og løn under sygdom. Ja, stod vi sammen kunne vi forlange en overenskomst, som gjorde det muligt at leve af sin løn.

Kommentarer