Teknisk skole er et tilvalg, ikke et fravalg.

Bragt i Politiken 13.2.2015

Da jeg for nylig læste elektriker Jonathan Simmels debatindlæg (Politiken 24.1.), hvor han vil fraråde sit barn en uddannelse på teknisk skole, sad jeg ved køkkenbordet, tilbage med lunken kaffe i koppen, og med en underlig følelse i kroppen. Simmel havde nogle gode pointer i forhold til lønpres, social dumping og nedslidning, som er de udfordringer, vi med erhvervsuddannelser står over for. Jeg er bare lodret uenig i hans konklusion. For jeg vil netop anbefale mit barn at tage en uddannelse på teknisk skole.

Os med en erhvervsuddannelse er udfordret, vi bliver nedslidte, og man ønsker at presse os i løn ved at øge arbejdsudbuddet. Når udenlandsk arbejdskraft bliver udnyttet, og der bliver set stort på både arbejds- og lønforhold, har det en afsmittende effekt.

Det er hårdt, og det er et slid at være faglært. Og blandt mine kollegaer har vi næsten alle en eller anden lidelse – jeg har selv en skulderskade som følge af slid, og jeg er kun lige fyldt 30 år. Men jeg kan også se lidelserne hos de af mine kollegaer, der har bevæget sig op på mellemlederniveau. Deres lidelser er bare af en anden karakter, de kæmper med stress og depression.

Fysisk nedslidning er håndværksfagenes største fjende mod et langt liv. I hvert fald et langt aktivt liv. Og de mange golfspillende pensionister, som godt kunne tilbringe et par år mere på arbejdspladsen, har vi aldrig været en del af. Alligevel blev efterlønnen afskaffet for os, de nedslidte håndværkere. Men selv om vi godt ved, at vi bliver ramt af nedslidning, og at det værker i kroppen, når vi har taget for hårdt fat, så gør vi det jo alligevel. Som faguddannet kan man tage på arbejde og udrette synlige resultater – hver dag. Den stolthed, man oplever efter veludført håndværk, kan ikke købes for penge. Når jeg har gået og bygget om hjemme, har min far og morfar givet en hånd med. Selv om de begge har slidskader og ikke kan arbejde i samme omfang som tidligere, lyser stoltheden stadig ud af øjnene på dem begge, når fyraftensbajeren nydes efter et flot stykke arbejde.

Helt grundlæggende mener jeg, at man skal lave det, man ønsker, og ikke nødvendigvis gå efter guldet. Så hvis mit barn vil være elektriker ligesom jeg, vil jeg med glæde anbefale ham eller hende det. Men hvis han eller hun vil være læge, vil jeg naturligvis også bakke op om det. Jonathan Simmel vil så hellere råde sit barn til at tage en lang videregående uddannelse, for der er lønnen bedre, og arbejdet skulle også være mere sikkert. Jeg vil blot gøre opmærksom på, at outsourcing og brug af udenlandsk arbejdskraft ikke er forbeholdt håndværksfagene. Når først hele ideen om øget arbejdsudbud og lønnedgang har slået sig fast, stopper det jo ikke, bare fordi vi skifter erhverv og uddannelsesspor.

At være en del af de syv procent, som har en lang videregående uddannelse og dermed hæver sin livsindkomst fra 12,5 millioner som faglært til 19,9 millioner, virker måske tiltalende, for så har man jo råd til den der drømmebil. Men vi kan jo ikke alle være læger og ingeniører. LO’s nylige rapport viser klart, at der i 2030 vil være alt for mange akademikere – nemlig omkring 55.000 for mange. Regeringens målsætning om, at 25 procent af en ungdomsårgang skal tage en lang videregående uddannelse, er blevet opfyldt til ug. Faktisk så godt, at 30 procent af de unge tager en lang videregående. Når de unge så er færdige med deres uddannelse, er deres første tanke ikke, hvilken drømmebil de skal have. Men derimod hvor langt ned i løn de er nødt til at gå for at få et job. Eller endnu værre, hvor mange interessetimer skal der til for at blive taget i betragtning?

Jeg mener, vi er nødt til at styrke erhvervsuddannelserne – dels ved at tale dem op. Ikke kunstigt, men ved at fortælle, at der ikke er forskel på, om man er læge eller elektriker. Det at tage en erhvervsuddannelse er ikke et andetvalg, men et aktivt tilvalg. Dels skal man gøre en erhvervsuddannelse til et adgangskrav for optagelse på en videregående uddannelse på lige vilkår med en gymnasial uddannelse. Jovist, man lærer ikke det samme, men de ting, man lærer, er lige vigtige. Dansk Erhverv bakker op og advarer ligefrem imod en overakademisering – de efterlyser folk med en erhvervsbaggrund.

Ja, der er stadig udfordringer – med lønpres, social dumping og arbejdsløshed. Men dem sikrer man sig altså ikke imod, bare fordi man tager en lang videregående uddannelse.

Kommentarer