tandlæge betalt over SKAT

I Danmark har vi fri adgang til læge uden brugerbetaling. Det betyder at ALLE borgere i dette land, uanset størrelse på pengepungen kan komme til lægen når der opstår et sådant behov. Det er et enormt tryghedsbehov i os mennesker der bliver opfyldt, når vi har adgang til denne service, og for mange familier altafgørende for overhovedet at få lægehjælp, og derfor er det fantastisk at det er betalt over skatten – så ALLE får den hjælp der måtte være behov for.

Til gengæld kan du ikke få betalt tandlæge over skatten, hvilket overgår mine vildeste fantasier – når vi også ovenikøbet betaler så meget i SKAT som vi gør. Det resulterede for mit eget vedkommende i at da jeg sidst gik til tandlægen, fik jeg at vide at 3 midlertidige fyldninger skulle koste mig 4.000 kr. og hvis det så virker så skal de skiftes ud og laves til rigtige fyldninger om et års tid, men hvis det nu ikke virker, så kommer det til at koste cirka 11.000 kr. Så jeg takkede tandlægen for undersøgelsen, og tog hjem med stærke smerter, uden at kunne få foretaget noget fordi jeg ikke bare kan trylle 4.000 kr. frem, og tanken om at det kan ende med de 11.000 kr. er slet ikke til at overskue. Så vil der helt sikkert være nogle der siger: hvad så med at opspare til den slags udgifter? Tja, MIT svar er at jeg har været under uddannelse indtil november 2014, og nu er ledig – altså på dagpenge og skal forsørge mig selv, min kæreste og min hund. Det vil altså også sige at dét der med at spare op ikke går særlig tjept pga. størrelsen på indkomst. For mange andre vil svaret også være at det med at sparre op er enormt vanskeligt når man ikke får ret meget i enten SU, kontanthjælp eller hvad det måtte være for en indtægt de har.

I mellemtiden er jeg under uddannelse – faglig meningsdanneruddannelsen, og sidst jeg var afsted på modul 2, endte det med at jeg måtte tage hjem. Jeg var også tidligere på dagen ved at besvime på grund af de store smerter i tænderne. Jeg er SÅ forarget over at vi ikke også betaler tandlægerne over skatten, og jeg syntes at politikerne MEGET KRAFTIGT bør overveje at sætte det på dagsordenen. Det kan ikke være rigtigt at man skal gå rundt og have så ENORMT mange smerter, alt sammen bare fordi man ikke kan smide så mange penge ud af budgettet når sådanne tilfælde opstår. Jeg hører endda om familier hvor mor eller far ikke får den behandling hos tandlægen som tandlægen ellers har sagt er nødvendig, fordi de ganske simpelt ikke har råd til det.

Når jeg tænker på ordet velfærdssamfund, så er ordet fri lægehjælp en af de ting jeg forbinder med dét, og så forstår jeg overhovedet ikke at sådan en ting som tandlægen ikke også er gratis. Som borger i dette samfund er der nok problematikker i hverdagen, men sådan noget som fri lægehjælp gør at man ikke skal finde penge man ikke kan, og gratis tandlæge ville også gøre tingene en hel del lettere for rigtig rigtig mange mennesker. For mig ville det betyde at jeg kunne komme af med smerterne og sove ordentlig om natten igen, og slippe for at bekymre mig om at finde penge jeg ikke kan, og jeg ville kunne koncentrere mig om det næste skridt i mit liv som er at starte egen forretning. For andre ville det alene betyde at de ikke skal bekymre sig om at finde en masse penge som de virkelig ikke kan. Så jeg vil hermed opfordre politikerne til at sætte det på dagsordenen og få det gennemført – det vil kun bidrage til velfærden!

Kommentarer