Studenterhue eller svendebrev

Hvert år fortæller medierne historien om de nye studenter med hue på, Men ikke om de ny udlærte svende med medaljer

 

Jeg bliver sgu lidt træt, når danske medier hver sommer skal fortælle historier om, at de nye studenter har fået deres huer. Her går blandt andet historierne om superstudenterne, der har brudt karakterskalaen tit igen. Det er uden tvivl et super flot stykke arbejde de har lavet, det har jeg stor respekt for. Der, hvor jeg synes, det glipper for journalisterne, er, at det langt fra giver et ret visende billede af det uddannelsessystem, som vi har her i landet. Journalisterne glemmer, at der er også findes erhvervsuddannelser. Der skal væsentligt mere til at være tømrer end at kunne slå et søm i eller som murer at ligge en mursten oven på den forrige.

Niveauet på vores erhvervsuddannelser er højt i forhold til mange andre lande. Vi har som land flere gange modtaget medaljer ved både EuroSkills og WorldSkills, som er mesterskaber for de erhvervsfaglige uddannelser, tilsvarende til EM og VM i fodbold. Det er vel også en omtale værd?

Jeg er selv udlært tømrer og fik mit svendebrev i marts 2014, og der er efterhånden nogle stykker i min omgangskreds, der enten har fået et svendebrev, eller snart får et. Jeg skulle hilse at sige, at en erhvervsuddannelse ikke er noget man bare sådan lige kommer sovende til. Vi har i første omgang måtte kæmpe med at finde en læreplads, der næsten ikke var til at støve op, og når vi endelig fik den, så kræver uddannelsen både teknisk og logisk talent, og hårdt fysisk arbejde.

Det virker mere og mere som om, at journalisterne render rundt med skyklapper på, og de skildrer ikke nødvendigvis virkeligheden i præsentationen af Danmarks talentfulde ungdom. De fortæller ikke de historier om vores uddannelsessystem, som de burde. Jeg savner i hvert fald historierne om de ny udlærte svende, der bestod deres svendeprøver med enten sølv eller bronzemedalje

Det helt store problem for mig og grunden til at jeg skriver, som jeg gør, er, at den næste generation af unge mennesker står og skal til at vælge uddannelse. De får i den grad tudet ørene fulde af, at hvis de vil blive til noget, så skal de en tur igennem gymnasiet og universitet. Det er det signal, vi sender, når vi ikke giver erhvervsuddannelserne samme positive omtale, som vi giver de andre ungdomsuddannelser.

I denne måned færdiguddannes hundredevis af nye svende fra de forskellige håndværksfag. Tillykke til jer – og tillykke til os, for vi får brug for jer.

Kommentarer