Stop glorificeringen af akademiske uddannelser.

Der mangler virkelig nogle faglige kræfter i debatten og på Christiansborg, samfundet er blevet djøfiseret. De akademiske uddannelser er blevet glorificeret i sådan en grad, at eliten og samfundet helt har glemt, dem der rent faktisk slider sin krop i stykker ved hårdt og fysisk arbejde – dem som ikke kan gå på pension som 74’årig. Det er utroligt, at folk der har læst sig til virkeligheden, skulle være klogere end dem, der arbejder ude i virkeligheden hver dag.

Optaget på erhvervsskolerne ligger lige nu på 18,1 procent, for 50 år siden var det 50 procent. Beregner viser, at der kommer til at mangle 72.000 erhvervsfaglige i 2025, og der kan blive et samfundsværditab på 60 milliarder kroner. Det vil være en bombe under vores velfærdssamfund, så derfor skal der sættes et større samfundsmæssigt fokus på dette problem.

Desværre påtager arbejdsgiverne ikke deres samfundsansvar. De vil ikke ansætte lærlinge. Dem der tager færrest, er som regel også dem der brokker sig mest. Det er simpelthen ikke i orden, og mange dårlige undskyldninger bruger de også. Når de ikke gider at tage deres ansvar, er samfundet nødtaget til, at lave skolepraktikordninger og betale en SU-lignede udbetaling til de desperate unge, der bare gerne vil have en uddannelse.

Skolepraktikordningen bliver aldrig en positiv ordning i min verden, derfor skal vi kæmpe for flere rigtige lærepladser. Man skal vide som ung, at hvis man vælger en erhvervsuddannelse, så er man garanteret en rigtig læreplads. Det vil give trykhed og også sikre, at flere unge ser erhvervsuddannelserne som noget positivt. Det handler nemlig om, at tale erhvervsuddannelserne op.

Man skal også sikre, at de unge får den rigtige vejledning i folkeskolen. Der mangler faglærte vejledere, langt de fleste Ungdoms Uddannelsesvejledere har selv gået på gymnasiet. Vi skal droppe uddannelsessnobberiet, og fokusere på den enkelte ung, og hvad der er bedst for ham/hende.

Uddannelsessnobberiet består også i den nedgørelse af håndværksfagene, at hvis du ikke kan blive andet, så kan du bare blive håndværker. Den kan bare ikke bruges i dag, da erhvervsuddannelserne kræver meget mere både fagligt og bogligt. Og dræb samtidig begrebet om lave og høje uddannelser – nej! Det hedder korte og lange uddannelser!

Man skal gøre forældrene opmærksomme på, at gymnasiet ikke altid er bedst for deres barn. At den gamle parole med, at hvis man bare har en gymnasieuddannelse og studenterhue, så kan man blive alt i verden. Den holder altså ikke mere, gymnasiet er et springbræt videre intet andet.

Der findes 106 forskellige erhvervsuddannelser, du får et svendebrev, og så kan du gå direkte ud og tjene en god løn. Ledigheden for nyuddannede erhvervsudannede er kun 9 procent, den er 18 procent for de akademiskeuddannede. Hvis du for eksempel ikke vil være håndværker mere, kan du videreuddanne dig til alt, lige fra byggetekniker til ingeniør. Lad os nu bruge ressourcerne på at dygtiggøre vores unge – de er fremtidens Danmark.

Kommentarer