stem nej til OK17! fordi vi alle kunne være Jens.

Det er lidt længe siden jeg har blogget her på udenfilter, normalt blogger jeg på 3Fs hjemmeside, men da jeg sendte dette blogindlæg ind fik jeg denne besked tilbage.

“Vi kan desværre ikke bringe den, da den spiller lige ind i en meget spændt situation vedr. OK17. Og vi kan som medie hverken bringe ja eller nej-indlæg uden vi bliver fanget i midten. Du er naturligvis velkommen til at lægge ud hvor det ellers passer.”

og så er det jo altid godt at vende tilbage til rødderne.
så det har jeg valgt at gøre, her så mit blog indlæg, råt og usødet.

Jeg har stemt ved overenskomst-valget. Jeg stemte nej. Min nej-stemme skyldes en helt bestemt oplevelse, som faktisk skete dagen efter, at afstemningen åbnede.

Vi sidder i skurvognen på pladsen til frokostpausen, og snakken går livligt. Projektet som vi arbejder på er stort, og det er ikke så så tit, at vi er så mange fra firmaet som er samlet et sted, og det giver anledning til, at vi snakker livligt på tværs af hinanden.

Så bryder min kollega Jens pludselig igennem “Gutter i gætter sku aldrig hvad jeg fik til morgenmad” og vi gætter lidt på alt fra æbler og appelsiner til…tja, knap så sobre ting.
Jens griner og siger så “Nej nej, jeg fik sku 2 stærke smertestillende”
Vi kigger på Jens, sådan lidt undrende, og Jens svarer os,
“Jo jo, jeg vågnede med så stærke smerter i ryggen, at jeg sku ikke engang kunne få mine egne sokker på, Susan (hans kone) måtte give mig dem på”
Jens, og vi andre, griner lidt over, at det da var lidt komisk, at en voksen mand skal have sokkerne sat på af sin kone.
Jens fortsætter, og fortæller,
“Jo jeg vågnede bare og så var den helt gal. Så måtte jeg jo prikke hende på skulderen og bede hende give mig sokkerne på, og så fik jeg lige 2 af de stærke piller sammen med morgenmaden, og så afsted”
Vi griner lidt mere, mens Jens snakker om ryggen.
så afbryder Carsten
“Ja ja nu skal du ikke være sådan en svækling Jens, pillerne stopper jo med at virke på et tidspunkt, så skal du bare mærke bette ven”
Vi griner, og humøret i skurvognen er højt, men stemningen ændrer sig ret hurtigt. Mens vi griner kigger jeg rundt på de andre. Vi griner, men det er ikke sådan rigtig grin, ikke som når nogen dummer sig, eller når nogen fortæller en fræk vittighed. Nej det er lidt mere et påtaget grin, alle griner men det er hult, for inderst inde ved vi alle godt hvad det her i virkeligheden handler om, for vi har alle, eller kommer alle, til at opleve det samme.
Og hele flokken i skurvognen er udmærket klar over, at det egentlig ikke er så sjovt, men at det i virkeligheden er utrolig fucking sørgeligt og enormt skræmmende. Men der sidder vi så, og føler faktisk ikke, at vi kan gøre andet end bare grine af det hele, og vores hule grin bliver vores eneste forsvarsmekanisme, som beskytter os fra den knugende vrede og frustration, som vi føler.

Og det var i det øjeblik jeg besluttede at stemme nej til overenskomsten. Fordi min tanke var, om man virkelig vil byde en mand som Jens at skulle arbejde en time ekstra? Og ikke kun i dag, men også i morgen, og næste uge og ugen efter den igen.
Ja, jeg ved godt, at timerne skal varsles og afspadseres, og alt det der, og nu har jeg hverken børn eller andet, så jeg kunne da sagtens selv nappe en ekstra time på pladsen, no problemo, men jeg er også 25, Jens er omkring de 55. Den form for nedslidning, som Jens er udsat for, og som jeg unægteligt også vil komme til at opleve på den ene eller anden måde, det kan kan ikke afspadseres. Når først timerne er lagt, når først arbejdet er gjort, så er skaden sket, uanset hvor meget afspadsering man får. og nedslidningen bliver kun værre af man får flere timer i træk.
Satstietikerne taler det samme tydelige sprog, når op i mod en fjerdedel 3F´ere siger at de hver dag skal tage stærke smertestillende for at klare sig igennem en helt almindelig arbejdsdag, os i byggegruppen er dem som er absolut mest udsat for fysisk nedslidning i det private.
Jeg er da også overbevist om, at det netop var derfor så mange af os gik til OK17 forhandlingerne med ønsket om færre timer.

Selvom OK17 indeholder mange gode ting, og det gør den, så var det den her oplevelse i skurvognen, som gjorde udslaget for mig. Selvom fortællingerne fra skurvognen ikke altid siver ind med det samme, og at vi øjeblikket kunne grine af den komiske oplevelse som Jens havde haft, så kan den slags historier hænge fast i en og de kan nage indeni. Den efterfølgende fredag fandt jeg da også ud af, at den oplevelse som Jens havde haft, også havde gjort indtryk på mine kolleger, og alle havde de også besluttet at stemme Nej til overenskomsten. Det blev ikke sagt, at det var på grund af Jens, men alle måtte erkende, at de havde stemt nej på grund af det med at skulle have systematisk overarbejde. Det var tydeligt at Jens havde gjort indtryk. Alle havde vi tænkt: Kunne jeg være Jens? og sørgeligt nok så kunne vi jo alle svarer, at ja, vi kunne alle være Jens.

Så min anbefaling er klar og utvetydig, stem Nej!
Selv hvis du syntes det er et fint OK forslag og sagtens kan klare lidt systematisk overarbejde, så vis solidaritet og stem Nej.

Hvem ved, en dag kunne du vågne op og have det som Jens.

Kommentarer