Simone: min historie.

For at forstå hvad og hvor mine holdninger stammer fra synes jeg at det var på sin plads at give en lille introduktion, af hvem jeg er.

 

Hvis jeg starter fra slutningen af fortællingen, er jeg i dag 23 år og bor i Vejle, sammen med min Kæreste.

Jeg har været aktiv i FOA Ungdom i omkring 6 måneder, men har på den tid lært utroligt meget om fagforeninger og hvad den kan gøre for mig. Jeg har altid vidst at fagforeninger var vigtige, for vores samfund. men i min familie har der været mere fokus på a-kasse delen og retten til dagpenge. Det var først da jeg som 22 årig fik en sms, fra FOA ungdom, at jeg begyndte at tænke over hvad fagforeningens egentlige funktion var. Jeg er stadig ikke færdig med at lære og derfor er jeg nu i gang med den faglige meningsdanner uddannelse, som er hele grundlaget for denne blok, at dele mine holdninger med andre og blande mig i den offentlige debat.

Baggrunds stof:

Mit liv begyndte i en lille hyggelig stationsby i Jylland, hvor jeg voksede op i en typisk kerne familie med far og mor og 2 børn. I min barndom kunne jeg snakke med mine forældre om alt, men der var bare ikke så meget snak om politik og samfundet.  Begge mine forældre er ufaglærte arbejdere, som altid havde arbejde, eller kun korte perioder uden. Men min far som mange andre forældre, har altid lagt stor vægt på at vi børn fik en uddannelse, så vi nåede længere end han selv havde gjort.

da jeg er 14 år og lige er blevet konfirmeret og få dage fra at tage af sted til Bornholm med min folkeskole klasse, bliver min mor indlagt på psykiatrisk afd. med diagnosen: akut skizofren psykose. Det vil sige at det kom meget pludseligt uden egentlige tegn. Dette blev en meget skelsættende begivenhed. Mine forældre bliver skilt og vi flytter fra min mor og mit barndomshjem til et lille rækkehus.

da min mor bliver syg, sker der noget inde i mig, jeg begynder at tage mig af min lillebror, mit “omsorgs gen” slog til. og jeg fandt i løbet af de næste par år ud af, at jeg skulle arbejde med mennesker. Jeg havde ikke lyst til at bruge 3 år af mit liv på at tilegne mig udelukkende teoretisk viden. Jeg skulle uddanne mig til noget konkret og min uddannelse skulle være målrettet og timerne relevante for mit fag,  jeg ville have hænderne i det og mærke resultaterne ved at udføre et stykke arbejde og ikke bare læse om det.

Uddannelse:

Derfor valgte jeg at begynde på sosu-hjælperen i en meget ung alder af 17 år, jeg mødte mange fordomme, om at jeg var for ung, men det var det her jeg ville og når folk lærte mig at kende, kom der heller ikke flere kommentarer. Desuden var det lidt svært, for jeg gik igennem uddannelsen med både kryds og slange. Indeni følte jeg en stor sejr over at have klaret mig godt, men også en følelse af uretfærdighed over at jeg bliver dømt på min alder. Jeg valgte allerede imens jeg var under uddannelse at jeg ville læse videre til sosu-assistent, fordi jeg gerne ville have nogle flere kompetencer når jeg skulle ud på arbejdsmarkedet. så da jeg som 20 årig stod færdig og med 2 uddannelser følte jeg mig klar til at begynde mit arbejdsliv.

Arbejdslivet:

Siden jeg blev udannet har jeg arbejdet på et stort plejehjem i Vejle og jeg elsker mit arbejde. min hverdag med de ældre mennesker, giver mig mange skønne oplevelser, som er alt det hårde arbejde værd. Når en ældre kvinde eller mand, lyser op fordi jeg kommer ind for at hjælpe dem eller en dame med demens,  finder tryghed i at holde min hånd. I mit arbejde er der mange udfordringer både fysisk og psykisk, vi har et arbejdsmiljø der hele tiden er omskifteligt, fordi det skifter alt efter borgerens sindsstemning eller fysiske formåen. Det stiller krav til at vi som personale er på og omstillings parate alle de timer vi er på arbejde og at vi er fleksible i forhold til vores arbejdsopgaver.

Den lille start:

Dette var et lille indblik ind i min verden, som den har været indtil nu.

 

Kommentarer