Retten til at vælge, om jeg vil arbejde fuldtid – Ja tak!

Det er morgen, klokken er lidt i otte. Lige om lidt kommer bussen med børnene. Jeg har på forhånd gjort mig tanker om dagens aktiviteter. Der er udarbejdet mål for hvert enkelt barn med fokus på egne ressourcer, og det er mit ansvar, at jeg på bedste pædagogiske vis, gør det til en realitet.

De kommer ud af bussen, og jeg vurderer hurtigt, at dagens program skal justeres. De planlagte aktiviteter bliver nødt til at være på et niveau, som de kan rumme. En bustur med larm er nok til, at et barn med autisme, efterfølgende har brug for plads og ro, og at kravene ikke bliver for uoverskuelige.

Min observation var afgørende for, at det blev en god dag. Dét er min hverdag. Mine observationer og handlinger er afgørende for børnenes læring og udvikling. Og når jeg ser de små tegn på, at udviklingen går i den rigtige retning, kan jeg få sommerfugle i maven. Små flaksende sommerfugle, der giver mig følelsen af at jeg gør en forskel. At jeg har fundet lige netop min plads i samfundet. Jeg har fundet ud af, hvad jeg er allerbedst til – det er bare ærgerligt, at jeg snart bliver nødt til at lave et karriereskift.

Jeg er under uddannelse som pædagogisk assistent, og i min sidste og afsluttende praktikperiode er jeg i en børnehave med børn, der har særlige behov. Men det er snart slut. Og udsigterne til et fast fuldtidsarbejde er næsten lig nul på grund af den samfundsskabte deltidskultur.

Fakta er, at vi er en meget stor skare af kompetente ildsjæle, der ikke kunne forstille sig, at udskifte det menneskelige nærvær i hverdagen til fordel for et levegrundlag, der er værdigt. Men sandheden er, at vi ikke har noget valg.

Jeg kan ikke forstå, at vi i nutids-Danmark stadig holder fast i fortids-Danmarks syn på mande- og kvindefag. Det kan ikke passe, at vi ikke er kommet særlig meget videre fra, da kvinderne var hjemmegående husmødre. Vi møder ikke deltidskulturen i de såkaldte mandefag – tværtimod. Vi har som samfund virkelig brug for en aftraditionalisering.

Så kære kommuner, det er hos jer at aftraditionaliseringen starter – kom nu med de fuldtidsstillinger, og lad det være et aktivt valg, hvis man ønsker at være på deltid!