Omfordeling, ikke vækst.

Information skrev d. 12. og 13. februar, om konsulentfirmaet McKinsey Global Institute, og deres rapporte om den globale økonomiske vækst de sidste 50 år. Konklusionen er bekymrende, melder McKinsey – vækstraterne er faldende, og vi må fordoble den årlige vækst i produktivitet, hvis de kommende 50 år skal byde på lige så heftig vækst som vi har set siden 60’erne.

Væksten er åbenbart nødvendig for at give beslutningstagere i den offentlige såvel som private sektor bedre muligheder for at planlægge, og for at kunne nedbringe den offentlige gæld i en række lande. Da befolkningstilvæksten er på nedadgående i de fleste lande, er det kun øget produktivitet der kan skabe opadgående vækstrater.
Men flere økonomer og forskere understreger, at selv om det er muligt at øge væksten, er det ikke sikkert at den vil komme flertallet til gode. Tværtimod er uligheden i dag den største i 30 år.

What’s in it for me?
Her står jeg, som jævn lønarbejder, af. Skal jeg blive mere produktiv, det vil sige løbe hurtigere, bare for at få beholde min løn og levestandard? Måske endda en lavere løn, når auktionærer og direktører rager en større og større del af kagen til sig! Min stagnerede eller mindskende løn bliver beskattet. Men hvad med deres afkast og profitter – kommer de velfærden til gode, eller bliver de sendt til Luxembourg og andre skatteskjul? Fremtidens rige vil næppe være mere moralske end nutidens. Selv med en øget vækst, vil den offentlige sektor blive forringet, hvis uligheden bliver ved med at vokse.
Så når jeg får børn, skal de gå i en ringere folkeskole end jeg gjorte. Og når jeg bliver gammel? Hvis spørgsmålet om to eller et bad om ugen vækker så megen debat i dag, gider jeg ikke tænke på hvordan ældreplejen ser ud i et McKinsey’sk ‘best case scenario’ for 2064.

Der er masser af arbejde at tage fat på. At vedligeholde og klimarenovere skoler, hospitaler, og andre offentlige bygninger kunne skabe tusindvis af arbejdspladser. For at blive uafhængige af fossile brændstoffer skal vi bygge og installere et væld af vindmøller og solceller.
McKinsey ser tilsyneladende klimaforandringer og miljøskader som nogle irriterende bisager vi kan kigge nærmere på, når vi har fået vækstraterne op på 3-4 % årligt. Men sådan hænger verden ikke sammen. Økonomien er menneskeskabt, og noget vi selve kan ændre spillereglerne for. Mængden drivhusgasser vi kan udlede, uden katastrofale konsekvenser, er til gengæld hugget i sten fra naturens side.

Et teknisk gennembrud forandrer måske spillereglerne radikalt. For nylig var jeg til et oplæg om nyskabende forskningsanlæg, af civilingeniør Arne Jensen. Han fortalte bl.a. om anlægget ITER i Frankrig, hvor man prøver at gøre kold fusion til en effektiv energikilde. Hvis det lykkes, vil den potentielle energi i en halv liter vand, kunne dække en danskers livstidsforbrug af energi. Med parcelhus, iPads og det hele. Uden giftige restprodukter. Man anlægget er først driftklart i 2027, som tidligst.

Politik, ikke teknologi
Eventuelle opfindelser ændrer dog ikke på de grundlæggende politiske spørgsmål. Hvorfor skal vi producere mere for hvert år? Og hvorfor skal en større andel af vores rigdomme, ende i de riges lommer? Produktiviteten har aldrig været højere. Automatisering gør sit indtog i flere og flere fag. Idag er der ingen der arbejder med at tømme latrintønder fra byernes mange lejligheder. Det har et mere effektivt, sikkert og hygiejnisk kloaksystem gjort overflødigt. Imorgen er taxachaufførerne måske erstattet af selvkørende biler.

Hvordan foreslår McKinsey så at vi skal sætte gang i væksten? Opskriften er klassisk, og fantasiforladt, neoliberalisme. Færre regler. Ingen grænser for handel. Arbejdskraftens frie bevægelighed. Mere og hårdere konkurrence. Samme politik som har ført til en perlerække af bobler lige siden 80’erne. Det virker absurdt at anbefale mere af samme slags, når vi stadig døjer med finanskrisen fra 2008, og massiv social dumping på det danske og europæiske arbejdsmarked.

I min optik er det meget simpelt. Vi har ikke brug for mere vækst, men for mere omfordeling. Vi har ikke brug for et mere kaotisk og afreguleret verdensmarked. Vi har brug for mere gennemsigtighed og demokratisk kontrol med finanshandel, og markederne generelt.
I stedet for at forgylde de rige, og forlænge arbejdsløshedskøen, skal vi fordele rigdommene og arbejdet. På den måde kan vi alle sammen få en god levestandard, mere tid med vores nære og kære, og en stærk velfærd. Klimaet, miljøet, og vores børnebørn vil takke os, hvis vi begynder at producere og forbruge for at skabe et bedre samfund, og bedre liv, i stedet for at bare gøre økonomien mere oppustet.