Når andres skrald er din middag

” Du er enlig mor, svag i samfundets øjne, og presset økonomisk. Du gør det her, fordi du mener, det er den eneste udvej for at forbedre dit liv, uden du skal blive prostitueret eller indbrudstyv”.

Sådan lød en af de sidste beskeder fra min veninde (som ønsker at være anonym) inden jeg bevæbnet med en kande kaffe, startede bilen, for at køre ud til hende. Hun er tidligere skralder, og gjorde det for at overleve, da hendes medicinudgifter var størst.  

Jeg stiller op til kommunalvalget til november, og i den forbindelse kom vi til at snakke om kommunens udsatte, som hun har en god kontakt til, og nu skulle vi altså ud og skralde. 

Vi møder først Benny i hans hjem. Han er også tidligere skralder, men et dårligt knæ har sat en stopper for det. Benny er et meget imødekommende menneske, og inviterer mig indenfor. Her fortæller han om hvordan de hvert år til jul inviterer mennesker ind i hjemmet, så de også kan få en dejlig jul. Det slår mig, at dem der har mindst, også er dem der er villige til at ofre mest, for at andre har det godt.

Kort tid efter ankommer Kristina, Charlotte og Kira. Vi kører ud mod den første container i Gråsten, inden turen går mod Broager og Dybbøl. Blandt skraldespandene i bidene kulde fra vinden, fortæller pigerne mig, at de mest gør det for at få et kick ud af det. Det giver et mega adrenalinsus, når man finder noget lækkert til at forsøde tilværelsen. Kristina viser billeder af sit hjem, som udelukkende består af ting hun har skraldet. Jeg måber lidt, og tænker, at det ligner et hjem fra Bo Bedre. Tænk at man kan få så fine ting, ved at kigge i containere.

Udover at de gør det for at få et kick, fortæller de også, at de gør det for at få økonomien til at hænge sammen. De ville aldrig selv skralde mad som har ligget frit i containeren, men nogen er så desperate, at de er ligeglade. På et tidspunkt mødte de en mand, som næsten ikke kunne gå. Derfor samlede de alle sammen ind til ham, og han endte med at have mad til en måned. 

Det fleste steder finder vi mest bare skrald i form af papir og pap. I nogle af containerne er der dog fyldt med brød og grønsager. Desværre har de ligget frit i containeren. Sikke et ressourcespild. Tænk hvor mange mennesker, der kunne have fået glæde af det, til en billigere penge, eller det kunne have været afleveret et sted, hvor det så kunne være blevet hentet.

Jeg er nysgerrig, for selvom pigerne siger, de gør det for at få et kick, så fornemmer jeg, de kan svare på nogle af alle de spørgsmål jeg har. F.eks hvad man ville kunne gøre for at give skralderne bedre forhold. Til det svarer de klart, at man kunne oprette steder, hvor folk med trang økonomi kunne gå hen og få maden udleveret. Desværre ser de også at det kan gå hen, og inddele samfundet i A og B borgere, og hvem har egentlig lyst til at blive stigmatiseret, når man går hen til udleveringsstedet?

På et tidspunkt stikker Charlotte mig sin telefon. I den anden ende har jeg Kristian, som leder et sted, hvor de netop udleverer maden til dem der trænger. Han oplever at mange mennesker har svært ved at komme til ham, og bede om hjælp til at få hverdagen til at hænge sammen. Han oplever også at efter kontanthjælpsloftet er kommet til, er behovet for hjælp eksploderet.  

Generelt er det et tabu, at være dernede i samfundet, hvor økonomien ikke hænger sammen. Pigerne tør godt tale om det, mens Benny fortæller mig at det var svært at finde nogen, som turde gå med mig ud. De oplever også at der er flere i diverse hjælpegrupper, der kan gå i månedsvis, før de tør at spørge om hjælp. Kristina fortæller at efter hun begyndte at skralde, er hun blevet beskyldt for alt muligt. Den seneste anklage er, at hun skulle være pædofil.

Det er ikke første gang jeg hører det med anklagerne. For år tilbage var jeg selv med i en hjælpegruppe på facebook. Den endte med at lukke ned, fordi hende der stod for den, blev beskyldt for alt muligt. 

Benny fortæller også, at da han var aktiv, blev han beskyldt for at ville have taget sex som betaling, for de ting han delte ud til andre. Så selvom det er en verden, hvor man hjælper hinanden, og deler ud af det man skralder, så er det også en hård verden. Her skal man ikke kun tænke over hvilke bakterier man tager med sig hjem fra containerne, man skal også slås med diverse beskyldninger. 

Turen sluttede bag Plantorama, hvor vi finder en masse fine stueplanter. Jeg tager afsked med pigerne som fortsætter deres tur, mens Benny, min veninde og jeg, begiver os hjem.  

Mens jeg kører hjem, tænker jeg over om jeg nogensinde ville kunne blive skralder? Jeg forstår godt det der kick, de får ud af det, når de åbner en container med guld, men inderst inde er jeg nu glad for, at vi kun var ved de containere, hvor man kunne stå på jorden og kigge efter sager. Selvom jeg under mit tøj, var bevæbnet med en malerdragt. Jeg tænker stadig på dem, som gør det, fordi de er så langt nede økonomisk. Jeg tænker på hvordan vi kan organisere skraldning, så menneskerne ikke blive syge af bakterierne, og så dem med fysiske skavanker også kan få glæde af det. Jeg tænker på de fire mørbrad som Charlotte tog i den ene container. Dem ville hun give videre til et ældre ægtepar.  

Jeg vil gerne kunne gøre noget for de her mennesker, og det håber jeg selvfølgelig, jeg kan få lov til efter kommunalvalget til november.

 

Billedet er venligt udlånt fra en af de mange skraldegrupper der findes på facebook
Billedet er venligst udlånt fra en af de mange skraldegrupper der findes på facebook

Kommentarer