Mere Faglighed I Den Politiske Debat

Mit første blogindlæg på denne side handlede om, at politikere ikke skulle blande sig i, om jeg som madfar i en daginstitution skulle servere svinekød eller ej. Det var en debat der startede tilbage i 2011, og for nylig bragte DF emnet på banen igen.

Det er et eksempel på, at politikerne ikke lytter til min og mine kollegers faglighed når vi siger, at vi altså godt selv på den enkelte institution kan håndtere problematikken. Derfor skal vi råbe højt!

Under de nyligt overståede overenskomstforhandlinger stod det klart, at hvis os der er faglærte ikke råber op, ja så ender vi med at lægge under for tal og bundlinjer.

Men det er os der mærker konsekvenserne ved nedskæringer på velfærden.

Det er os der mærker, at vores uddannelser bliver ringere og ringere, fordi de ikke bliver prioriteret.

Det er os der føler vores faglige stolthed ikke bliver anerkendt.

Ude i vores virkelighed ved vi bedre. Så når der bliver fremsat love og besparelser om vores område, bliver vi nødt til at blive hørt.

Når der bliver varslet effektiviseringer i sygehusvæsenet, så bliver vi nødt til at høre fra sygeplejersken og lægen, der i forvejen løber umenneskeligt hurtigt.

Når der bliver sparet på arbejdsstyrelsen, så bliver vi nødt til at høre fra stilladsarbejderen, der måske i forvejen er bange for sit ve og vel, når vedkommende går på arbejde.

Når vi alle bliver pålagt at skulle arbejde længere, før vi kan gå på pension, bliver vi alle nødt til at vise politikerne, hvilke konsekvenser det vil få for os.

Det kan føles som Davids kamp mod Goliat, men jeg taler af personlig erfaring når jeg siger, at man ikke står alene.

Hvis man tæller ufaglærte med, da de oftest arbejder i samme fag som erhvervsuddannede (faglærte), så udgør vi over halvdelen af arbejdsstyrken.

Kigger man igen på OK18, så så vi, at der er flere og flere danskere der er villige til at kæmpe arbejdernes kamp. Der blev mødt talstærkt op til demonstrationer, møder og diskussioner og sikrede sig, at vi blev hørt.

Så det nytter noget!

Det er os der ved hvad der sker på gulvet, og det er os der står i det til hverdag. Derfor er det vigtigt at vi blander os i debatten. Det er vigtigt vi rykker i politikerne. Det er vigtigt der er faglighed i debatten, så det hele ikke handler om regneark.

Råb op!

Kommentarer