Luderen

 

Jeg mødte en luder i Lissabon, hvor jeg netop havde deltaget i en demonstration til støtte for mine kolleger – de portugisiske havnearbejdere. Jeg stod udenfor en skummel bar i et skummelt kvarter. Baren var fra dengang sømændene gik i land. Baren hed COPENHAGEN , seriøst. ”Krøller eller ej”,  ”alle sømænd er glad for piger” var øverst på deres playliste. Tobakstågerne var væk og derfor stod jeg udenfor med min smøg.

Hun stod i en opgang,  pssssssst, pssst.  Jeg vendte mig og så en pæn dame i 40-50erne. Hun lignede ikke en luder, og måske var det derfor jeg spurgte hende hvorfor pokker en kvinde på min mors alder stod der. Vi faldt i snak, jeg fortalte kort vores grund til at være i Portugal. Det var som om hun fik lidt lys i øjenene, at vi i Danmark tager til Portugal for at vise soledaritet. Hun fortalte sin historie. Kort sagt : Hun var blevet fyret fra sit kontorjob, hun havde ikke ret til dagpenge, og med en kæmpe arbejdsløshed var hun ikke øverst på virksomhedernes ønskeliste. Hun havde 3 børn, en lejlighed, ingen mand og ingen penge.

Jeg blev fandme så trist, sådan virkelig virkelig trist. Det kunne lige så godt være min egen mor, der skulle finde sig i alskens ydmygelser for at forsørge sine børn. Jeg stod med en klump i halsen og mærkede hendes magteløshed, fornemmede alligevel hendes lettelse over at blive lyttet til. Jeg betalte hende resten af mine euro, jeg følte, at jeg havde spildt hendes tid. Jeg lovede at fortælle hendes historie – her er den så! Det kunne være din mor, datter, søn, søster, bror. Vores krop er det sidste vi kan sælge, når mundene skal mættes og lommen er tom.

Det er en vild historie og selvfølgelig er det ikke alle arbejdsløse, som må vælge den vej. Men med millioner af arbejdsløse ofre for finanskrisen i Europa, bliver jeg virkelig bange for, hvad der vil ske ved mennesker og fællesskab.

Kære alle: vi må stå sammen og stoppe den her udvikling. Ja, hvordan? i hvert fald ikke som nu, ved at splitte de fællesskaber vi har i form af fagforeningerne. Tværtimod. Vi må ikke, bare melde os ind, men blive aktive og tage del i kampen. Tag ordet og deltag! Lad vær at vende dit fællesskab ryggen og melde dig over i et “gult” diktatur, hvor du ingen demokratisk ret har.


 

Kommentarer