Jeg troede, vi havde et sikkerhedsnet, når vi blev syge

 

I 2017, da jeg var nyuddannet tarmrenser og klar til at indtage arbejdsmarkedet, kom jeg ud for det, der kan ske for alle: Jeg blev påkørt af en bil og fik piskesmæld. En forstuvning af nakken, der sætter sig i nervesystemet – og måske, måske ikke kan forsvinde. Jeg krydser selv fingre!

Når du bliver sygemeldt med piskesmæld, så kommer du først på sygedagpenge. Men når lægerne vurderer, at de ikke kan gøre mere for, at du får det bedre, så kommer du på resurseforløb. Det er sket for mig. Lægerne har nu meldt ud, at de ikke kan gøre mere, og jeg er overgået fra sygedagpenge til resurseydelse, som er på niveau med kontanthjælpen.

Det er bestemt ikke et ønskescenarie. For nogen, tror jeg.

Jeg har altid lagt stor vægt på at betale mine regninger til tiden og ikke have røde tal på kontoen. Men det er nu en umulighed for mig. Og det stresser. Det mærker jeg tydeligt på min krop.

Jeg er ikke alene

Jeg ved, at jeg ikke er ene i denne situation. Jeg har hørt om og kender folk, der har været i samme situation. Og ikke alle mennesker er lige stærke. Mange bukker under på denne bekostning.

Det tror jeg ikke kan betale sig i længden.

Vi danskere forsikrer os i A-kasser, så vi ikke må gå fra hus og hjem, hvis vi bliver fyret. Vi regner med, at der er et net, der griber os, hvis ulykken er ude. Man kan ikke få lov at blive på sygedagpenge, hvis der ikke er en kur mod det, vi fejler.

Systemet svigter

Når du er sygemeldt og på sygedagpenge, kan du derudover deltage i kurser om, hvordan du takler din sygdom, for ikke at ende i depression. Men det ændrer sig, når du når til resurseforløbet i systemet: Her er der ingenting. Her gælder det nemlig afklaring: Det skal afklares, om du kan arbejde, hvor meget du kan arbejde, og hvad du kan lave. Det føles som om, du står i et venteværelse, og tiden står stille, mens de økonomiske problemer vokser.

Med de fysiske skavanker, jeg har efter min ulykke, har det lange udsigter til – hvis muligt – at nå tilbage til normalen. Men jo længere jeg er i forløbet, jo mere kan jeg mærke, at jeg bliver psykisk påvirket over, at min økonomi sejler. Og for mig har det betydet, at jeg får det dårligt psykisk. Mennesker, der ikke har det godt psykisk, har sværere ved at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Jeg er sikker på, at det vi sparer ved at sætte folk på resurseydelse, ender med at koste os penge, fordi de ramte får længere sygdomsforløb.

Så kære jer, der sidder med beslutningerne: kig nu på, hvordan tingende ser ud i den virkelige verden og få så afskaffet den ydelse, som kan være med til at forlænge sygdomsforløb. Vi har brug for det sikkerhedsnet, som vi troede, vi havde. Et net som kan hjælpe os godt videre på arbejdsmarkedet.

 

Kommentarer