Jeg er bange for tiden som arbejdsløs

Endeløse, grå hverdage med jobansøgninger og jobafslag. Endeløse, vågne nætter med koldsved og angst for at miste mit fag og den faglighed jeg for over et halvt år siden dimitterede med. Og nu, hvor mange med samme faglighed er dimitteret ved årsskiftet, er jeg ikke længere dén med det nyeste eksamensbevis.

Jeg er uddannet jordbrugsteknolog. Jeg er arbejdsløs på 10. måned. Og jeg er bange.

Virkelig bange.

Jeg er bange, når månederne og årstiderne skifter; for jeg ved, at det bliver sværere og sværere at komme ind på arbejdsmarkedet, jo længere tid du står uden for det. Jeg er bange, når jeg kan mærke, at jeg ikke helt kan huske, hvordan man identificerer en eng, en mose eller overdrev. – Helt fundamental viden for mit fag. Når jeg ikke helt kan huske, hvordan man laver vandløbstilsyn. Eller når en rar kammerat i landbruget spørger til detaljer i husdyrbekendtgørelsen. Og jeg er pludselig bange for at blive kaldt til en jobsamtale, hvor jeg ikke kan tale med om arbejdsopgaver i miljø og natur. – Opgaver jeg eller brænder for, men ikke i lang tid har haft praktisk erfaring med.

For når man er langtidsledig er det ikke kun arbejdsmarkedet, man kommer længere og længere væk fra. Man risikerer også at komme længere og længere væk fra sit fag.

Især hvis man er erhvervsakademi- eller erhvervsuddannet med praksisnær viden, der først bliver aktiveret, når det bliver brugt. For mig: Med hænderne i jorden, i vandløb, i søer, i hav.

 

Vi var nyuddannede sidste år – kan I stadig bruge os?

For os, der sidste år med gåpåmod og begejstring fik vores eksamensbevis, håbede vi der ikke ville gå lang tid før vi fik arbejde. Efter mange år på skolebænken ville vi skifte bøgerne ud med gummistøvler; skifte lange gange med klasseværelser ud med markjord og mudder.

Og billedet var det samme for alle praktiske og praksisnære uddannelser. Vi glædede os til at bruge hænderne.

Derfor er vi også nervøse, når hænderne efter mange måneder stadig ikke har haft vores fag mellem fingrene. Når det ikke er muld og sand, der smuldrer mellem fingrene, men tid og en faglighed, der smuldrer, fordi de ikke bliver brugt.

Vi er bange for at blive urelevante og utilsvarende. Om bare nogle måneder dimitterer de næste årgange på de samme eller lignende uddannelser. Med samme fag, men med nyere eksamensbeviser.

Kan I stadig bruge os med eksamensbeviser fra sidste år?

 

Vi vil tilbage til vores fag

Hvis måneders ledighed skal blive lige så relevant for vores kommende arbejdsgivere, som et friskt eksamensbevis, må vi bringe fagligheden ind i tiden med jobsøgning.

Vi skal sammen med vores fagforeninger have netværksgrupper og studiegrupper med nyuddannede arbejdsløse og ledige, der lige er trådt ud af arbejdsmarkedet. Fordi vi her både kan kvalificere hinanden med den nyeste skoleviden og erfaringer med faget fra arbejdslivet.

Samtidig skal vi have netværk på udannelsesinstitutionerne gennem fagforeningerne, hvor vi kan sparre om både viden, erfaring og arbejdsliv. Fordi det binder fagligheden sammen på tværs af studerende, ledige og ansatte.

Sammen i et fagligt fællesskab kan vi alle stå stærkere på både fagligheden, på uddannelserne og på arbejdsmarkedet.

Og så vil en angstprovokerende tid som ledig – hvor søvnløse nætter fylder mest, blive til en kvalificerende mellemstation mellem uddannelse og arbejde – hvor faget fylder mest.

Kommentarer