Jeg ender med at tage på job i en kørestol

Indlægget er bragt i papirudgaven af Politiken søndag d. 11. september 2016

Regeringen har lige fremlagt deres 2025-plan, der bl.a. betyder højere pensionsalder. At skulle arbejde seks måneder mere lyder ikke af særlig meget, men det er bestemt ikke uden betydning, hvis man arbejder som social- og sundhedsassistent, som jeg gør. Her gør bl.a. manglende køretid mellem besøgene i hjemmeplejen, for lidt plads at arbejde på i nogle hjem og for lidt personale, at stressende psykisk arbejdsmiljø og dårligt fysisk arbejdsmiljø slider personalet ned før tid. For os vil seks måneder ekstra blive en helt uoverskuelig udfordring.

Måske netop fordi dårligt arbejdsmiljø slider sådan indenfor mit arbejdsområde har jeg lagt mærke til et stigende antal jobannoncer, hvor arbejdsgivere søger efter robuste medarbejdere. Robust lyder jo også meget godt. Men det er ikke helt problemfrit.

For mens det er ganske bekvemt for arbejdsgiveren at ønske robuste og omstillingsparate medarbejdere, så er sandheden, at de på den måde kan de fralægge sig ethvert ansvar, hvis medarbejderen bukker under for det fysiske eller psykiske arbejdsmiljø. Sker det, så har medarbejderen jo tydeligvis ikke været robust nok.

I maj i år, havde Arbejderbevægelsens Erhvervsråd udarbejdet en opgørelse for Søndagsavisen, hvor jeg kunne læse, at min forventede pensionsalder er 73,5 år. Det betyder, at jeg har 40 år tilbage på arbejdsmarkedet. Jeg har altså 7 år mere tilbage på arbejdsmarkedet end jeg har levet indtil nu. Det er altså slet ikke til at overskue, selvom jeg er rigtig glad for mit arbejde.

Selvom vi har fået rigtig mange gode hjælpemidler, så fjerner det ikke behovet for at vi skal være nok medarbejdere til at betjene dem. Vi skal have tid nok til at kunne betjene dem ordentligt. Der skal være penge til at sende os på kursus i at bruge dem. Det fysiske arbejdsmiljø skal være godt nok til, at der rent faktisk er plads til både hjælpemidler, borger og plejepersonale, SAMT plads til at kunne bruge hjælpemidlerne efter hensigten. Og sådan ser virkeligheden ikke ud. Hvis jeg skal gøre mig forhåbninger om, at kunne arbejde 40 år endnu, så skal der gøres noget ved arbejdsmiljøet. Regeringen bliver nødt til at prioritere penge til, at vi kan få nok personale, nok tid på kørelisterne og mulighed for efteruddannelse.

For som udviklingen er nu, så er spørgsmålet om det er mig, som social- og sundhedsassistent, eller borgeren, der har flest hjælpemidler, når jeg en gang kan gå på pension.

Kommentarer