Hvorfor skal vi egentlig kun knække cancer?

Uge 43 er den helt store indsamlingsuge for knæk cancer. Hvor der samles penge ind til forskning i cancer. Diverse kendte som ukendte knokler for at samle penge ind. I aften lørdag den 24.oktober kulminere det hele i et stort flot show på tv2.

Jeg synes det er flot og vigtigt, at der er sådan en indsamling. Cancer er en grim sygdom og jeg har selv mistet alt for mange familiemedlemmer til sygdommen.

I mit daglige arbejde som social- og sundhedsassistent undrer jeg mig dog, fordi jeg  ser hvordan plejehjemmene bliver fyldt med borger med demens, parkinson og Kol, mens bofællesskaber har beboer med sygdomme som fx epilepsi eller medfødte genfejl.

Samtidig sidder jeg som nærmeste pårørende til en mand med sclerose og kan godt blive temmelig misundelig. For hvorfor skal vi i grunden kun samle ind til knæk cancer?

Knæk cancer har hvert år butiksindsamlinger. De har dør til dør indsamlinger også har de også deres store flotte show.

Nuvel maj måned er udnævnt til international sclerose måned, hvor der i butikker landet over står grønne indsamlingsbøsser, hvor folk kan donere penge til forskning i sclerose. I år 2015 gav det i Sønderborg kommune lige knap 9000 kr.

Hvis man ikke ved det, så kan man ikke se på min mand, at han er syg, men statistisk set vil han om 10 år udvikle det, der hedder progressiv sclerose. Her er der ikke længere medicin der virker og det går kun ned af bakke.

Den tanke er svær at bære og det ligger altid i baghovedet, om det mon er nu, der sker et skred i hans sygdom.

Som fx den nat hvor han vækker mig med et brag. Han har fået så mange kramper, at han nærmest har splittet hele sengen ad, mens han råber og skriger: ” Ret mine arme ud, ret mine arme ud” Han er midlertidig lammet og kan ikke bevæge sig ud af stedet. Jeg aner ikke mine gode råd, om hvad jeg skal gøre. Jeg forstår ikke hvorfor, jeg skal rette hans arme ud. Det eneste jeg formår at gøre, er at sætte mig lige bag ved ham. Trykke hist og her på musklerne. De er ikke i spasmer. Mens jeg prøver at få ham til at falde til ro. Først minutter efter formår han at fortælle, at det var fordi han ikke kunne bevæge sine arme, jeg skulle rette dem ud.

Det grimme ved sclerose er, at man aldrig ved hvordan den udvikler sig, for sygdomsforløbet udvikler sig alt efter hvor på hjernen man rammes. Du kan være ”rask” i flere år, for lige pludselig fra den ene dag til den anden at sidde i kørestol.

Det er ikke sjovt.

Derfor sidder jeg her og tænker: ”Hvorfor er det vi kun skal knække cancer?” Hvornår skal vi knække sclerose, colitis chrohn, parkinson, eller sjældne sygdomme som vi ikke så meget om. Hvornår skal vi have et stort flot show til de andre sygdomme?

Kommentarer