Hvorfor afgør tal hvem jeg er?

 

Jeg husker tydeligt mit første karakterblad i 8. klasse. Jeg havde ikke noget imod karakterer på det tidspunkt for jeg vidste ikke hvad betydningen af dem var. Min mor var dog fuldt tilfreds med mine karakterer da jeg ofte lå højt på karakterskalaen. Det betød også at der kom forventninger til mig. Disse forventninger skræmte mig, da jeg skulle til eksamener i 9. klasse. Jeg følte et behov for at præstere. Både for mig selv, men også for min familie og mine venner. Et fag jeg altid havde svært ved var fysik. Jeg fik 7 til eksamen og var stolt af mig. Jeg kunne dog høre på min mor, at hun ikke var nær så begejstret, som da jeg fik 12 i engelsk. Hun prøvede at skjule det, men jeg opfangede det, og begyndte at føle en skam når jeg ikke fik gode nok karakterer.

Da jeg startede på HHX var det endnu værre. Fra den første karakter i en opgave til standpunktskarakterer. Nu præsterede jeg ikke kun for at gøre min mor tilfreds, men ligeså meget for at følge konkurrencen i klassen. En konkurrence der definerede, hvem der gad arbejde sammen med dig i timerne, og hvem der var ‘klogest’.

Karaktererne definerede hvem man var, og hvad man skulle senere. Allerede i 1.g snakkede folk om hvilken uddannelse de skulle ind på – og det karaktersnit der skulle bruges. Konkurrencen om karaktererne gav mig stress. I dag har jeg det fint med et 4-tal, for jeg ved, at jeg er mere end tal. Men at jeg skulle rammen bunden og få stress for at nå dertil er helt forkert.

I dag er der et endnu større fokus på karaktere blandt unge og behovet for at præstere bedre end andre. Flere og flere unge får stress, angst og depression. Derfor undrer det mig, at politikerne lader karakterer spille en større og større rolle. Hvis jeg allerede som 14 årig begyndte at frygte for mine karakterer, så tør jeg slet ikke tænke på hvordan 14-årige har det i dag. Med karakterkravet for at komme på gymnasierne lader man tal definere et ungt menneskes kunnen, motivation og vilje. Det undrer mig, at politikerne samtidig gerne vil bekæmpe de psykiske lidelser hos unge, når de samtidig laver en politik, der er med til at skabe dem.

Politikerne skal derfor droppe karakterkravet, så den enkelte elev bliver dømt ud fra deres motivation, vilje og kunnen som en helhed. Derudover burde man lave flere karakterfrie klasser og fokusere på feedback. Det der hjælper en elev til at blive bedre er god feedback. Unge mennesker skal ikke defineres ud fra tal, men skal betragtes som hele mennesker. Hvis vi skal blive bedre skal vi kunne fejle, men frygten for at fejle er for stor i dag.

Kommentarer