Hvordan vil du gerne dø?

Klokken er halv to, der er lige faldet ro over afdelingen på plejehjemmet. Plejehjemmet ligger lige op ad skoven, det er lyst og med en lille gårdhave hvor kaffen kan nydes, i den lille læ krog på en god sommerdag. Lige om lidt skal min kollega og jeg ind og kigge til Villy. Villy er en lille herre med ternet skjorte, og pressefolder på bukserne.

En dag for 3 uger siden faldt Villy og slog hovedet, han har fået en ordentlig bule efter at have slået hovedet ind i det fine lille kakkelbord der står over i hjørnet af tv-stuen.  Jeg blev enig med min kollega om at der skulle ringes efter en læge. En ung læge kommer for at tage stilling til om Villy skal indlægges.

Lægen mener dog ikke der er brug for at Villy bliver indlagt, han kan jo svare for sig selv, og der er ikke noget tegn på hjernerystelse.

Alligevel er Villy ikke som han plejer , han falder hele tiden, har ingen balance, hans tale har også ændret sig, fra at være snaksaglig til kun at svare ja og nej. Der bliver ringet og skrevet flere gange til lægen, men lægen mener ikke der er brug for ekstra lægebesøg.

Jeg er bange for den dag Villys krop ikke kan mere. For hvis ikke lægen har taget stilling til om der skal genoplivning eller ej, så skal jeg påbegynde hjertemassage . Er denne erklæring om genoplivning ikke til sted vil jeg kunne blive straffet for ikke at gøre noget, jeg vil kunne miste mit job og miste muligheden for at fortsætte som social og sundhedsassistent.

Der er nu gået flere dage siden Villy sidst har spist og drukket, og det bliver også svære og svære at give ham mad og medicin Hver gang vi forsøger begynder Villy at hoste og hakke. Det er derfor ikke forsvarligt, for Villy ville blive kvalt.

Familien er nu kommet hver dag siden Villy faldt. Jeg ved godt at de giver ham suppe, på trods af at familien har fået besked, om at han hverken kan eller vil spise og drikke.

Villy er blot et eksempel på hvor meget jeg som sundhedspersonale skal træde ind over et andets menneskes grænser for at få en værdig død. En vejledning fra Sundhedsstyrelsen skulle ellers kunne gøre dette lettere at gennemskue for læger og sundhedspersonale.

Jeg mener at det skal være lettere for sundhedsfagligt personale at kunne gennemskue hvor langt man skal gå for at holde et andet menneske i live. Der bør klare være retningslinjer for hvornår en behandling skal opgives for ikke at gå på kompromis med livskvaliteten.

Jeg savner at blive taget alvorligt af lægerne, det er altid en vurdering fra lægernes side om der skal genoplives. Men det er mig som ser borgeren hver dag lad mig nu hjælpe med at tage den afgørelse, lyt til mig, så vi i fællesskab kan træffe den rigtige beslutning.

Ingen bør dø en uværdig død.

Kommentarer