Hvor er mennesket i kommunernes privatisering og udliciteringsmodel?

Jeg mener, at vi skal gøre mere for at forhindre fremtidige konkurser i ældreplejen, fordi det har for store konsekvenser for de ældre og de ansatte, når en virksomhed lukker.

Jeg er uddannet social og sundhedsassistent. Jeg arbejder i den private ældrepleje og er fællestillidsrepræsentant for ca. 1000 kollegaer. Jeg er vild med mit job i det private, fordi jeg elsker den måde, jeg kan opnå indflydelse på min egen arbejdsdag. Jeg bliver lyttet til af min leder, hvilket giver arbejdsglæde. Arbejdsglæden smitter af på borgerne, og det stykke arbejde jeg leverer. Desværre har vi i de senere år set flere private virksomheder gå konkurs ude i kommunerne.

Jeg har flere fagfæller, som har oplevet konkurser på tæt hold her i blandt Mads.
Mads fik en dag en uventet udmelding fra sin leder om, at den virksomhed han arbejdede i, var gået konkurs. Mads beskriver oplevelsen som en dag der ændrede hans liv, og gav anledning til mange op og ned ture. Det skulle vise sig at blive starten på hans livs rutchebanetur. Mads gik fra et ganske almindeligt arbejds- og familieliv til lige pludselig at stå uden fast indkomst og arbejde. At gå fra et almindeligt liv, til et liv med bekymringer om økonomi og fremtid, udløste en længerevarende depression for Mads.

Det er ikke kun ansatte som Mads, der bliver ramt af de mange konkurser og lukninger, men også brugerne af hjælpen rammes særdeles hårdt.

Dorit Skærbæk, pensionist og bruger af privat hjemmepleje i Århus kommune, skriver, i Jyllandsposten d. 14/2 2018, om sin oplevelse med tre store lukninger af privat hjemmepleje i Århus kommune. Den sidste lukning skyldes ikke en konkurs, men en beslutning som er truffet af den private virksomheds ledelse, om ikke at kunne levere ordentlig pleje og omsorg til Århus kommunes krav til økonomi.
Dorit skriver i sit indlæg, at som handicappet ældre er man afhængig af hjælp til de fleste ting. Det er af stor betydning at denne hjælp er stabil, og at man altid kan stole på at plejepersonalet altid møder op, og på faste aftalte tidspunkter. I værste tilfælde kan det have fatale konsekvenser.

Konsekvensen af at endnu en privat leverandør smider håndklædet i ringen er, at Dorit og 1000 andre ældre i Århus kommune endnu engang står i den situation, at de skal til at forholde sig til nye hjælpere i hjemmet. Det er simpelhen ikke værdigt at behandle ældre mennesker på den måde. Det kan ikke være rigtigt, at vi lever i et velfærdssamfund, hvor økonomiske besparelser vægtes højere end vores egen velfærd.

Jeg mener, at både Dorits og Mads’ historie viser den uansvarlighed kommunerne udviser i deres udliciteringer og privatisering af offentlige ydelser.

Jeg mener, at kommunerne burde tage mere ansvar i forbindelse med udliciteringe og privatisering af velfærdsydelser. Det kan bla. gøres ved at stille større krav til virksomhedernes økonomiske kapacitet, men også at kommunerne ikke bruger udlicitering og privatisering som en spareøvelse, men som en måde at få arbejdsopgaverne lagt over på nye samarbejdspartnere.
Der skal lægges mindre vægt på prisen og langt mere vægt på kvaliteten.

Kommentarer