Hvor blev respekten af ?

Den 28 marts 2014 fik jeg mit svendebrev som tømrer, det var et øjeblik hvor jeg var utrolig stolt af mig selv. For det havde været en utrolig hård kamp for at nå der til. Specielt den store mangel der var og stadig er på lærepladser.
Det var en kæmpe lettelse at stå med svendebrevet i hånden.

Men efter 4 år i lærer og senere 1½ år som tømrersvend.
Har det allerede sat sig de første spor på at det bliver et hårdt arbejdsliv, hvis jeg skal fortsætte til jeg kan gå på pension som 68 årig.
For et job som mit, slider rigtig meget på kroppen. Det er ikke unormalt at jeg har ondt i enten ryggen eller knæende.
Jeg har efterhånden måtte indse at jeg nok ikke kommer til at arbejde som tømrersvend, indtil jeg kan gå på pension. Hvor meget jeg end gerne ville.

Det har jeg nu taget konsekvensen af og er begyndt på dansk som enkeltfag på hf niveau. Det skal gerne blive til en studentereksamen på et tidspunkt. Det er jeg jo ret ked af, at jeg har måtte komme til den konklusion.
For jeg er jo glad for mit arbejde og mit fag.
Men det har også været en nødvendig konklusion at nå til for mig. For den vedvarende smerte i enten ryggen eller knæende er ikke noget jeg ligefrem længes efter. Som mange af mine ældre kollegaer har.

Planen er jo også at jeg skal fortsætte så længe som muligt.
Men det er ret urealistisk at tro at mine kollegaer og jeg kan holde til vi bliver 68 år. Med et så hårdt fysisk arbejde, man som håndværker har. Og stadig få en værdig alderdom.
Derfor mener jeg at vi skal have et differentieret system, hvor mennesker med et fysiks eller psykisk hårdt job, kan trække sig tilbage lidt før andre. Så den sidste del af mine kollegaers og mit liv ikke skal leves med smerter. Vi er jo en gruppe af mennesker der typisk har været ude på arbejdsmarkedet fra 16 års alderen, og har bidraget til samfundet allerede fra en ung alder.

Hvor var det respekten for menneskerne der går på arbejder hverdag og knokler, blev af ?

Kommentarer