Hvem skal skabe fremtidens lærepladser?

Da jeg startede i tømrerlære tilbage i september 2008, var det intet problem at finde læreplads. Jeg var ikke udsat for at gå forgæves fra virksomhed til virksomhed og stemme dørklokker, som mange håbefulde unge oplever i dag. Rent faktisk blev jeg tilbudt en læreplads allerede i en alder af 13 år, hvilket var helt ideelt for mig på daværende tidspunkt. Jeg er ud af en familie, hvor størstedelen er beskæftiget inden for bygge- og anlægsbranchen. Så det forekom mig naturligt at følge den samme sti.

Selvom jeg besad evnerne, til at kunne have gået den gymnasiale vej, var det på intet tidspunkt i mine tanker. I min daværende omgangskreds klingede ordet “akademiker” ikke lige godt i alles ører, da størstedelen enten havde en faglig uddannelse eller var ufaglærte. Rent faktisk blev der ofte set ned på akademikere, eller personer med en videregående uddannelse.

Med andre ord var min beslutning, om “blot” at blive tømrer, fuldt ud accepteret i min omgangskreds.

Desværre oplever jeg generelt, at denne accept, om “blot” at tage en faglig uddannelse, er ved at forsvinde i vores samfund. Jeg mener at vores uddannelsessystem i høj grad er præget af uddannelsessnobberi, hvilket resulterer i at færre unge finder interesse for at tage en faglig uddannelse. Dette kan på sigt udvikle sig til et større samfundsproblem, da mange kompetente unge sandsynligvis vil foretrække den gymnasiale vej, fremfor den faglige.

Og hvem står man så tilbage med på de faglige uddannelser?

Jeg valgte senere at tage en videregående uddannelse – og jeg er i øjeblikket beskæftiget som byggekoordinator på Det Nye Universitetshospital i Skejby, hvor jeg er tilknyttet projektafdelingen. Jeg er til dagligt i berøring med mange entreprenører, der jævnligt ytrer sig, om deres bekymringer om mangel på kvalificeret arbejdskraft i fremtiden. For nyligt talte jeg med en malerformand, som omtalte problematikken med manglende lærepladser.

Han fortalte mig om udfordringerne han oplever ved at finde kompetente lærlinge – og nævnte flere eksempler, hvor han havde oplevet lad attitude og mangel på disciplin blandt sine lærlinge. Han mente yderligere, at erhvervsskolerne ikke er kritiske nok, med hvem de optager.

“De tager efterhånden revl og krat ind på erhvervsskolerne! Erhvervsskolerne er efterhånden blevet en social losseplads, for unge mennesker med adfærdsproblemer og mangel på basale egenskaber, for at kunne fungere i en struktureret hverdag.”   Fortalte han mig og sukkede tungt.

Jeg bliver enormt ked af det, når jeg hører udtalelser som disse. Jeg værner selv om min faglige stolthed, og derfor skærer det mig i hjertet, når jeg hører om mangel på kvalificeret arbejdskraft samt manglende faglig stolthed, som har præget branchen i de seneste år.

Jeg ser derfor et tydeligt behov, for at der skabes større incitament hos arbejdsgiverne i bygge- og anlægsbranchen, for at tage unge mennesker i lære. Derudover skal kvaliteten hos de enkelte lærepladser og erhvervsskoler leve op til de forventninger, som branchen har til kvaliteten af den kommende arbejdskraft. Samtidig skal de unge mennesker have de rette forudsætninger, for at kunne gennemføre en erhvervsuddannelse med tilfredsstillende resultat.

Men hvem skal skabe dette incitament?

Jeg er ikke i tvivl om, at incitatmentet skal skabes af de danske bygherre. Det er ene og alene de enkelte bygherrer, der dikterer hvorvidt der skal etableres krav til antallet af lærlinge på et byggeprojekt.

Hvis bygherre beskriver i udbudsmaterialet, at der skal være repræsenteret x-antal lærlinge på projektet, før man som entreprenør kan komme i betragtning, til at udføre den forestående opgave. Dette krav findes ofte på offentlige byggeprojekter, men efter min mening, alt for sjældent på private bygherre. Derfor hersker der ingen tvivl om, at private bygherrer, skal være forgangsmænd for at ændre problematikken. I og med at de besidder forudsætningerne for at ændre situationen, bør de også føle et naturligt ansvar, for at ændre den nuværende situation. Alternativt bør politikerne komme på banen og stadfæste lignende krav via lovgivning.

Efterspørgslen på kvalificeret arbejdskraft er i øjeblikke høj. Desværre skaber manglen på lærepladser et flaskehalsproblem, for at kunne imødekomme den høje efterspørgsel.

I forvejen er branchen hårdt presset af konkurrence på lønningsområdet fra fremmedarbejdere, som konsekvens af arbejdskraftens frie bevægelighed. Derfor mener jeg, at danske håndværksmetre skal tage ansvar for at uddanne næste generation af dygtige, fagligt stolte håndværkere.

Kommentarer