Hvem skal passe på min søn?

 

Vigtig forhistorie:

Dette blogindlæg er skrevet sammen med min veninde Inge. Jeg har tidligere skrevet om hende under navnet Helle på et andet nyhedssite. Dengang beskrev jeg om hvordan ”Helle” blev presset ud i den ene jobafklaring efter den anden. Bl.a. at hun nu skulle læse til pædagogisk assistent til trods for at hun led af social angst.

Selvfølgelig kom det som et stort nederlag da Inge måtte stoppe uddannelsen.

Allerede dengang var der store bekymringer for hvordan alt dette ville påvirke hendes søn.

Siden sønnen var helt lille har Inge prøvet at råbe kommunen op for at få noget hjælp til sin søn. Sønnen viste tegn på udadreagerende adfærd. Blot få dage inden sin konfirmation slog han sin mor ned og blev derefter sendt til sin far i Vollsmose.

Der skulle ikke gå længe før sønnen vendte tilbage igen. Det var nu alligevel ikke det eventyr han var blevet lovet.

Med tiden blev konflikterne værre. Sønnen har i dag et misbrug. Kommunens svar er at de ikke kan hjælpe ham medmindre han er clean. Da han for noget tid siden var clean, blev kommunen ved med at trække det i langdrag, så i dag er han tilbage i sit misbrug. Inge får hele tiden at vide at når sønnen går amok, så skal hun enten forlade sit hjem eller politianmelde ham. Men helt ærligt, hvilken mor har lyst til at politianmelde sin søn?

 

Nu spørg min veninde så:

“Hvem skal passe på min søn?”

Inge som selv er presset, har taget en beslutning. Til juli flytter hun til England. I håb om at starte et nyt liv. Hun er stadig syg, men presser sig selv psykisk hver dag for at komme på arbejde. Tilbage står så sønnen, hvor skal han hen? Kommunen har endnu ikke reageret med nogle konstruktive ideer. Sønnen er 16 og skal derfor spørges om hver beslutning. Sidste år blev det 13 politianmeldelser. Tre scootere der er blevet beslaglagt, hvor af den ene endte med et flugtforsøg og en kontaktperson der er blevet truet.

Nogle vil selvfølgelig mene hun skal tage ham med, men dette er ikke sønnens ønske. Det eneste moderen ønsker er blot at få noget hjælp til sønnen, som snart står uden tag over hovedet, men det er som at tale for de samme døve øre, som da Inge prøvede at råbe kommunen op allerede for 13 år siden.

Der er tydeligvis noget i vores samfund der ikke fungerer, når man kan svigte et menneske så meget gennem et helt liv. Ikke nok med at hun har råbt op, så har hun også prøvet at journalerne om sønnen blev væk. Indtil han sjovt nok flyttede til Odense kommune.

Jeg forstår ærlig talt også godt hvis sønnen selv har givet op. I psykiatrien vil de ikke hjælpe, fordi han har et misbrug. Som helt lille ville de ikke hjælpe fordi han ikke havde et fast skoletilbud. Han har oplevet så mange svigt. Selvfølgelig er hans tiltro til systemet for længst forsvundet.

Kan vi virkelig være os selv bekendt? Der må da være nogen der kan tage en beslutning? Inderst inde i mit hjerte håber jeg virkelig der er nogen, der kan give sønnen den hjælp, han har så hårdt brug for. Inderst inde er sønnen en utrolig kærlig dreng, med lidt for kort lunte. Inge og sønnen er blevet svigtet gennem hele livet. Der må være nogen derude der kan hjælpe Inges søn og sørge for at de ikke endnu engang bliver svigtet i deres råb om hjælp.

Kommentarer