Hvad skal min arbejdstid bruges på?

Jeg føler ikke, at den syge borger som kommer på hospitalet, for at blive behandlet, får den værdige pleje, som hun burde.

De seneste par år har der været skrevet rigtigt mange læserbreve i aviserne om, hvor dårligt man bliver behandlet på hospitalerne. Det, som disse patienter klager over, er ikke behandlingen af selve deres sygdom, men oftest om hvor længe de skal vente på at plejepersonalet kommer, når de har trukket i klokkesnoren. Eller over at de ikke får tilbudt et bad under indlæggelsen, eller at de ikke får nok at spise og drikke.

Jeg forstår det faktisk godt- For jeg vil rigtig gerne komme og tilbyde min hjælp til den indlagte patient, som har behov for at komme på toilettet. Men jeg skal også komme når min chef trækker i snoren, fordi jeg skal udfylde diverse skemaer, så man kan måle om der er patientsikkerhed.

Hvad er vigtigst og hvordan skal jeg prioritere?

Der er en masse krav oppefra på kvalitet og dokumentation i forhold til at levere en professionel behandling til vores patienter. Alle disse ting tager bare utrolig meget tid fra vores patienter, da det er skrivebordsarbejde. Disse opgaver er en ”skal” opgave i vores system, for ellers kan vi ikke måle på, om vores patienter får den behandling de har krav på.

Jeg er uddannet til at pleje patienterne så vi undgår, at give patienterne skader. Fx i form af ikke at give dem infektioner ved at man ikke kan blive ordentlig soigneret. Ikke at give dem tryksår, ved ikke at kunne hjælpe dem til mobilisering eller bare stillingsskift i sygesengen. Ikke at underernære patienterne, ved at kunne tilbyde og hjælpe med at indtage en rigtig kost osv.

Jeg kan godt forstå, at patienterne klager over den behandling de får. For jeg kan desværre ikke dele mig og være tre steder på samme tid. Men jeg er absolut heller ikke tilfreds, og går aldrig hjem fra mit arbejde, som jeg ellers er utrolig glad for at have, med en følelse af at jeg virkelig har nået det jeg skulle.

Jeg går dog altid hjem og tænker, at jeg har gjort hvad jeg kunne under de arbejdsvilkår, vi har. Det er jeg glad for – men ville alligevel gerne have, at vi kunne gøre alle tilfredse.