Hvad bringer morgendagen?

Festtaler og sange om fællesskab hører sig til, når arbejderbevægelsens internationale kampdag 1. maj skal fejres.

Men sådan var det ikke i år.

Protestaktioner og tumult prægede 1. maj i Danmark. Flere steder blev talere fra de traditionelle arbejdervenlige partier mødt med pinlig tavshed eller vrede tilråb fra tilhørerne. I Fælledparken i København kom det til håndgemæng, da venstrefløjsaktivister forsøgte at overdøve den socialdemokratiske overborgmester.

Frustrationerne blev af nogle få sluppet fri, men i de mange sidder frygten fra fremtiden dybt inde i kroppen. Den økonomiske krise synes kun at blive forværret dag for dag. Utilfredsheden med den førte politik og frygten, for hvad morgendagen bringer, har gjort utryghed og frustrationer til allemandseje.

Det er følelser, som mange af mine kollegaer og jeg har et godt kendskab til. Vi har mistet tilliden til landets politikere og den førte politik. Vi bliver ikke lyttet til. Det er som om, politikere har lukket sig inde bag Christiansborgs tykke mure og kollektivt fornægter verden udenfor.

 

’De stjæler vores arbejde’

Arbejdsløsheden i Sydeuropa vokser med alarmerede hast. Ikke siden 30’erne har flere været uden arbejde. I desperation rejser tusinder af mennesker nordpå i håbet om at finde arbejde og husly.

Særligt østeuropæiske arbejdere har fundet vej til de danske arbejdspladser. I 2013 forventes mere end 70.000 at arbejde på danske arbejdspladser. Men denne trafik er ikke problemfri.

Mange tilflyttere udnyttes af griske arbejdsgivere, der tilbyder skammelige løn- og arbejdsforhold. På få år har denne udvikling vokset kraftigt. Over en 10 årig periode, er antallet af østarbejdere, der arbejder i Danmark, vokset med mere end 50.000.

Men denne udvikling er ikke uden problemer.

Indenfor byggesektoren, service- og transportbranchen mærkes presset fra de stadigt flere østarbejdere. Lønnen presses yderligere, og sikkerhedsreglerne bliver i stigende grad overtrådt, uden at dette bliver påtalt.

Også mine kollegaer mærker presset fra konkurrenter, der benytter underbetalt udenlandsk arbejdskraft.

GLS, en af verdens største logistikvirksomheder, har gjort sit indtog på det danske pakkemarked og har hastigt taget store markedsandele fra det danske postvæsen.

GLS benytter sig næsten udelukkende af billig østeuropæisk arbejdskraft.  Arbejdsdage på op til 16 timer til en timeløn lige under 60 kr. uden ret til pension og ferie og ingen løn under sygdom, er hverdagen for hundredevis af pakkebude. Arbejdsforhold, der er så ringe, at det bedst kan betragtes som moderne slavearbejde.

De får hyre som selvstændige vognmænd, med en bil, der kun er godkendt til max. 3500 kilo. Herved er der ingen lovgivning for, hvor længe du må sidde bag rattet, hvad du skal have i løn, pension, feriepenge eller løn under sygdom.

Til sammenligning, så er mine kollegaer ansat på overenskomst, der fastsætter regler for løn og arbejdstid. Begge dele forhold, der er bedre end de slaveforhold, som GLS tilbyder sin semiansatte.

 

Er vi fortabte?

Hvis ikke disse urimelige forhold skal sprede sig til resten af arbejdsmarkedet, så skal der handles.

Vi skal, alle som én, tvinge vores politikere til at føre en ansvarlig arbejdsmarkedspolitik. En politik der sikrer, at alle på det danske arbejdsmarked behandles med værdighed. At lovgivningen strammes, så GLS og andre selskaber forhindres i, at skabe profit ved systematisk at udnytte østarbejdere.

Vi må erkende, at vi ikke kan læne os tilbage og forvente at politikerne løser opgaven alene. De fleste politikere nægter at se alvoren i øjnene.

Hvis presset fra underbetalte østarbejdere skal standses, så kræver det at vi står sammen. Vi skal byde de mange østarbejdere velkomne i vores fællesskab og sammen skal vi tvinge virksomhederne til at ansætte folk på anstændige vilkår.

Vi skal skabe det fællesskab, der får os sikkert igennem krisen.

Tidligere tiders kriser har vi løst ved at stå sammen. Vi kom styrkede ud på den anden side, fordi vi troede på fællesskabet.

Sammen er vi stærkest.

Kommentarer