HK’er: Hent Kaffe!

Vi HK’ere kender det alle: Vi har hundredevis af opgaver af større eller mindre karaktér – og med hundredevis af forskellige deadlines: Bilagsafregning, oplæg, eventplanlægning, journalisering og meget, meget mere. Vi har altid mange flere bolde i luften end selv den dygtigste jonglør kan drømme om. Vi kan lide forskelligheden i vores arbejde og er man i tvivl om noget, er det os man kommer til først. Vi har nemlig rigtig mange kontaktflader på vores arbejdspladser.

Vi får den ene opgave efter den anden – nok fordi cheferne og kollegaerne véd, at hvis man sætter en HK’er på opgaven bliver den løst. Og den bliver løst godt. Desværre findes der også de kollegaer, som oftest er akademikere, der ikke har forstået hvad vi kan: For dem kan vi kontorassistenter kun bruges til at hente kaffe, printe tonsvis af papir og rydde op efter møder. Dem hjælper vi naturligvis også gerne, og altid med et smil på læben.

Når en kollega har travlt og beder om en hånd, siger jeg aldrig nej. Men er det med attituden ”mit arbejde er vigtigere end dit” bliver jeg en smule frustreret. Måske det er trodsige Karina på 5 år der dukker op i mig igen: Dengang blev man altid forstyrret af de voksne, lige når det var allersjovest. Men fordi man er jurist, økonom eller cand. et eller andet, giver det bare ikke carte blanche til at træde på ens kollegaer, der ikke er akademikere. Måske det er juristen der laver lovforslagene – men det er HK’eren, der læser korrektur, får det sendt til høringsparter og Folketing, samler forslaget og får det lagt på retsinformation. Groft sagt ville lovforslagene forblive forslag uden HK’erne.

Jeg har altid været imødekommende og venlig. Men møder jeg kollegaen, der ikke mener, min uddannelse som HK’er kan bruges til andet end at brygge kaffe med, får han venligt besked på, jeg altså ikke kan slippe et helt Folkemøde, et regnskab eller en korrekturopgave for at lave kaffe for ham. Hvis jeg var så interesseret i kaffe, havde jeg nok valgt at blive barista i stedet.

Jeg har lært at sige fra overfor de kollegaer. Dem, der vil tørre borde af, brygge kaffe med og rydde op med min erhvervsuddannelse. Jeg er ikke, og har aldrig været, ansat som deres personlige piccoline. Og til dem er der kun én vej frem: At forklare, hvorfor man ikke kan hjælpe lige nøjagtig dem lige nøjagtigt nu, fordi man selv sidder med en vigtig opgave.

Jeg vil altid være klar med en hjælpende hånd til enhver kollega, der har brug for assistance. Nogle gange, må vi også bare lære at sige nej. Det er oftest det der stresser os og gør, vi kommer alt for sent hjem alt for tit. Og i min verden gør den nedladende akademiker bare mit valg meget nemmere med at kunne sige nej. Og når jeg så har forklaret hvorfor jeg ikke kan hjælpe med kaffen får han forhåbentlig en forståelse af, at HK ikke er lig med at hente kaffe. Så kære akademikere: Hvis ikke du forstår hvad vi laver, så spørg. Vis gensidig respekt eller lav din kaffe selv.

 

Kommentarer