HK cand.alt

Du kender dem godt. Det er dem, der sidder bag glasruden og tager telefonen hos lægen. De møder dig ved skranken på kommunen. Man kan fx også finde dem hos politiet, domstolene og på universitetet. Du ved godt hvem jeg taler om nu, gør du ikk’?

Jeg taler om HK’er. Kontoransatte, som altid står klar med et smil på læben til at afhjælpe små og store problemstillinger. Men vores opgaver afhænger meget af, hvor vi er ansat. Jeg er ansat på et universitet, hvor jeg i min dagligdag er i kontakt med professorer, laboranter, studerende, håndværkere og mange andre. Alle har de forskellige behov og forskellige udfordringer. Jeg er fællesnævner for dem alle. Jeg står klar og finder svar på de spørgsmål, som de kommer med. Og jeg gør det med glæde, for det er mit job. Jeg ordner deres rejseafregninger, booker hotel til gæster, bestiller kontorartikler, sender pakker til hele verdenen, opdaterer hjemmesider, administrerer besøg fra gymnasieklasser og udsender nyhedsbrev. Jeg er oftest den mine kollegaer kommer til, når de har et spørgsmål de ikke ved, hvordan de skal løse. Med andre ord: Jeg er en meget alsidig medarbejder.

Men hvad er så problemet?

Problemstillingen lægger i, at vi HK’er ikke bliver anerkendt for vores faglighed. Flere steder bliver stillinger som før var besat af en HK’er slået op som AC-stillinger. Og til at supplere AC’erne bliver der ansat studentermedhjælpere, til at ordne ”lorteopgaverne,” som de kalder dem.

Jeg synes ikke, at de opgaver jeg sidder med til hverdag er ”lorteopgaver” og jeg bliver stødt, når jeg hører mit arbejde omtalt sådan. Jeg har helt klart også yndlingsopgaver, men jeg er meget bevidst om, at hvis jeg nedprioriterer nogle af mine opgaver, kommer mine kollegaer til at stå med håret i postkassen. Mine kollegaer og jeg er en dynamisk enhed, og hvis et led svigter, når vi ikke i mål. Vi har forskellige kompetencer og varetager mange forskellige opgaver. Det videnskabelige personale står for forskning og undervisning. Som administrativ medarbejder frigør jeg tid for professoren, lektoren og så videre, så de kan forske endnu mere, og gøre dét de er gode til.

Når offentlige arbejdsgivere vælger at omlægge HK-stillinger til AC-stillinger, eller for den sags skyld ansætte studentermedhjælpere til at udføre opgaverne, ødelægges dynamikken. Jeg har ikke noget imod AC’ere. Jeg har heller ikke noget imod studentermedhjælpere. Jeg arbejder selv sammen med tre, og jeg kan ikke undvære deres hjælp og deres input. Men jeg mener ikke disse faggrupper kan erstatte en HK’er på de offentlige arbejdspladser. AC’erne kan teorierne og HK’er omsætter teorierne til praksis. Vi følger opgaverne til dørs. Vi er bindeleddet, der får den dynamiske enhed til at køre rundt.

Jeg ønsker mig et offentligt arbejdsmarked, med plads til alle fagligheder. Arbejdspladser, hvor ledere skaber dynamiske arbejdsmiljøer, hvor medarbejder kan udvikle kompetencer i fællesskab og lære af hinanden. Hvor vi sammen kan skabe dén dynamik, der sikrer borgere, brugere og studenter den bedste service, når de møder os.

Jeg vil blive ved med at kæmpe for min plads i den offentlige sektor. Hvad med dig?

Kommentarer