Granat chock

Jeg har posttraumatisk stresslidelse. Jeg er PTSD-veteran.

Det gik op for mig, da jeg skulle til en sygefraværssamtale. Jeg tog min fællestillidsrepræsentant med, da jeg var ret angst for at deltage i mødet. Til mødet var der et usundt fokus på statistik og ikke på det vigtigste. Årsagen til de mange sygedage. Da man mente, at gennemsnitlig 10 sygedage årligt var uhyre meget, dette mener jeg slet ikke.

Flere gange under mødet vendte man tilbage til statikken, og gjorde klart, at man ikke ville have en mand ansat, der var så syg. Jeg kunne næsten mærke, at en beslutning var taget. Jeg blev meget vred, skuffet og frustreret. Jeg følte ikke, at jeg blev hørt og kunne ændre beslutningen.

Under samtalen luftede jeg en erkendelse, jeg havde gået med i et stykke tid: De symptomer, jeg havde gået rundt med i lang tid, var nok PTSD-symptomer. Det er underligt, at erkende, at man ikke er fejlfri, og at man har taget skade. Men på samme tid var jeg glad for, at jeg kan nu få hjælp, så det ikke er min familie der lider.

Det ændrede samtale med det samme, da det nu var noget andet end statistikker, der dominere samtalen. Og jeg mærkede pludselig en større forståelse, og en vilje til at hjælpe. Nogle dage senere kom ledelsen og spurgte mig, om der var noget, man kunne gøre for at fremme trivslen på arbejdspladsen, samt om der var noget, man kunne havde gjort for at have grebet mig noget før.

Hvorfor sagde jeg det ikke bare noget før? Jeg kunne jo bare være krøbet til korset lang tid før. Men mænd græder ikke, og vi åbner os kun, når det er for sent. Det blev det gudskelov ikke for mig.

Det virkede for mig at få sat stolen for døren og pistolen for panden, men gennem dialog og den svære samtale kom vi frem til en løsning.

At tage telefonen og ringe til Veterancenteret var noget af det hårdeste, jeg har prøvet. For jeg var bange for, at jeg ikke var syg, men bare var blevet vred, træt og frustreret over de mindste ting i hverdagen. Det er det bedste, jeg har gjort for mig selv og min familie, at jeg er i behandling nu.

Men hvordan finder vi frem til alle de mange andre, der går og gemmer på traumer?

Vi er ikke alene. Jeg er overbevist om at vi kun har set toppen af isbjerget angående PTSD ramte veteraner, fordi vi udelukkede bruger sygdomstatisk til at starte en dialog om trivsel eller sygdomsfravær og ikke løbende dialog eller samtaler om trivsel.

Man er så forhippet på at kigge på statistikker, at der kan være mange flere PTSD-veteraner derude, der falder mellem to stole og kan gå og havde det skidt. Dette gør mig bange for de veteraner, der ikke får den hjælp de har brug for.

At man har berøringsangst og ikke vil se i øjne, at sygdomsstatik ikke er den endelig løsning, men dialog om trivsel blandt medarbejderne på arbejdspladsen vil fremme mindre sydomsfravær, og om muligt at flere PSTD ramte tør kommer frem.

Hverken ledelse eller den PTSD-ramte kan løse det her selv: Ledelsen skal turde tage den svære samtale med de medarbejdere, de formoder ikke trives eller har ar på sjælen. Og vi medarbejder skal stole på, at vores ledelse nu også vil os det bedste. De er også mennesker af kød og blod og gode kollegaer, man godt kan være fortrolige med.

Stress og sygdom er noget, vi alle kan blive ramt af. PTSD er noget, jeg er ramt af. Og jeg er ikke alene.

Kommentarer