Gode arbejdsforhold, et fælles ansvar

Den 22. december bragte Ekstra bladet historien om Margit, som i 43 år har knoklet på en bondegård. I al den tid har Margit kun fået 69 kr i timen. Og nu, hvor gårdsejeren har afgået ved døden, og den nye ejer har fyret Margit og hendes  kollega, kan hun ikke få dagpenge. Den lave løn berettiger nemlig ikke til dagpenge fra Krifas a-kasse, som Margit har været medlem af i over 16 år. Som om det ikke var nok, har Margit i sine 43 års tid på bondegården hverken fået lov at holde
ferie, eller fået udbetalt feriepenge. Da historien kom frem vakte den meget forargelse, og mange syntes, med rette, at Krifa er langt ude, da de nægter at give bondepigen dagpenge. Jeg sympatiserer fuldt ud med Margit. Det er forfærdeligt at hun er endt i sådan en klemme, på trods af medlemskab af en a-kasse.

 

Fagforening eller forsikringsselskab

Historien viser dog også noget andet, nemlig konsekvenserne af at nogle fagforeninger behandler sine medlemmer som var de kunder. Jeg synes ikke at Krifa, og de andre gule fagforeninger, burde kunne kalde sig for fagforeninger. En fagforening er i min optik en demokratisk forening, hvor medlemmerne udøver indflydelse, ved at stemme om overenskomsten, til generalforsamlinger, formandsvalg og ved at aktivt engagere sig i brancheklubber o.l. De muligheder for demokratisk indflydelse findes ikke i de gule fagforeninger.
De er ikke andet end fagforetninger, der går efter nemme sejre, hvor de kan tjene en skilling. Men ville Margits skæbne egentlig være anderledes, hvis hun i stedet havde været medlem af f.eks. 3F’s a-kasse? Nej, med al sandsynlighed ikke. Og det er på både godt og ondt. Godt, fordi at akassernes regler, må være lige for alle medlemmer. Margit opfylder ikke beskæftigelseskravet som dagpengereglerne fastsætter. Og det ville være en uretfærdig a-kasse, hvis lige netop Margit fik udbetalt dagpenge, fordi at hun har en historie som Ekstra-bladet vil bringe, og som gør os læsere harme og forargede. Hvad så med alle dem, der står i samme situation, men ikke kan nå igennem til en avis-redaktion? De må så bare sejle i deres egen sø, fordi at de ikke er lige heldige eller dygtige til at ramme medie-fladen.VESTBJERG_ Krifa
Den slags forskelsbehandling er ikke fair. Hvis vi åbner op for at sagsbehandlere på en a-kasse skal diskriminere udefra medie-interessen for den enkelte medlem, hvad hindrer dem fra at begynde at gradbøje reglerne på andre grundlag? Så at f.eks. familie og venner kan få lidt lempligere betingelser for at få udbetalt dagpenge? Det er en glidebane som ender med uretfærdighed og korruption.
Det onde og ringe i situationen, er at Krifa’s a-kasse ikke har vejledt Margit til hvordan hun bliver dagpengeberettiget. Hvad end det er gennem at kræve højere løn, søge andet arbejde, eller lave om på sit a-kasse-medlemskab. Og det samme kan siges om den ulovlige manglende udbetaling af feriepenge. Det er utroligt at det har kunnet stå på i 43 år.
Derudover er historien et tydeligt eksempel på at dagpengereglerne er alt for komplicerede. Det kan ikke passe at man som medlem af en a-kasse ikke kan gennemskue hvilke krav loven stiller, for at man skal kunne optjene ret til dagpenge.

 

Medlemmets ansvar

Hele ansvaret hviler dog ikke på fagforetningen Krifa’s skuldre. Margit er voksen, og hun har selv ansvar for sit ansættelsesforhold, og sit a-kasse-medlemskab. Derfor er det lidt underligt at Margit henvender sig til Ekstra bladet med sin sag, som var det kun Krifa’s skyld og ansvar at hun er blevet snydt for 43 års feriepenge. Hvis ikke Margit viser lønsedler og feriekonto-udtog frem til Krifa, eller en reel fagforening, kan de ikke vide om hun bliver snydt, får for lidt i løn, eller om hendes løn rent faktisk berettiger hende til dagpenge. Én ting er trods alt til fælles for både fagforeninger og fagforetninger: de er ikke myndigheder, som uden videre kan snage i medlemmernes økonomi og ansættelsesforhold.
Hvis man skal få noget ud af sin fagforening og a-kasse, gælder det om at man selv er en smule aktiv, ved at f.eks. sende lønsedler ind til løntjek, eller spørge ind til love og betingelser om ferie og dagpenge. På det punkt kan LO-forbundene også kritiseres. Her har man alt for længe efterlignet den foretnings-model som Krifa praktiserer, hvor det enkelte medlem forventes, ja nærmest opmuntres, til at holde sig passiv. Det skaber ikke et forhold mellem fagforening og medlemmerne som er en demokratisk forening værdig.
LO-forbundene burde involvere sine medlemmer langt mere. Som minimum burde alle nye medlemmer af en fagforening inviteres til et velkomstmøde, hvor der bliver forklaret hvad man har ret og pligt til, efter lov og overenskomst. A-kasserne burde også invitere til informationsmøder, hvor man bliver gjort opmærksom på grundlæggende ting, f.eks. hvad man som minimum skal tjene for at være dagpengeberettiget.

Den form for personlig kontakt med fagforening og a-kasse ville skabe forståelse for hvordan fællesskabet fungerer, og gøre langt flere medlemmer parate til at deltage i fagforeningsdemokratiet. Og mon ikke det også ville hjælpe på det faldende medlemstal.

Kommentarer