Giv mig trygheden tilbage!

Den danske socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon udtaler i Jyllands-Postens søndag, der er én af landets mest læste avis at ”tiden jo ikke er til klassekamp”. Tværtimod. Tiden er til at give skattelettelser til landets virksomheder, ved at sænke selskabsskatten fra 25 % til 22 %.
Jeg kan ikke være mere uenig.
Jeg er én af knap 900 postarbejdere, ansat ved Post Danmarks største danske arbejdsplads brevpostcenteret i København. En arbejdsplads, hvor de fleste har været ansat i størstedelen af deres arbejdsliv. En arbejdsplads, hvor loyalitet og troen på at udføre sit arbejde med stolthed var i højsædet.
Men tingene har ændret sig.
Frygtmentalitet
Mange af mine kollegaer er blevet fyret over de sidste år. Fyringer begrundet i virksomhedens faldende omsætning. Alene siden midten af oktober sidste år har jeg mistet mere end 20 kollegaer, og i følge virksomhedens egne prognoser for fremtiden forventer den et stadigt fald i antallet af breve, posten skal levere. Flere fyringsrunder vil uundgåeligt komme over de næste par år.
Frygten har skabt en krisementalitet, hvor tidligere tilkæmpede rettigheder er under pres. Kolleger går syge på arbejde for at undgå, at melde sig syge. De gyser for, at lederen vil se skævt til dem. Mange tør ikke benytte retten til efteruddannelse fordi de gruer for, at de derved udviser manglende loyalitet overfor virksomheden som i værste fald at kan ende med en fyreseddel.
Det danske postvæsen har igennem en årrække oplevet store fald i brevmængderne. Siden finanskrisen er brevfaldet taget til. Virksomheden har imødekommet den faldende omsætning, ved at gennemføre store besparelser og kraftige reduktioner i antallet af ansatte.
De sidste 10 år er antallet af ansatte mindsket fra mere end 25.000 til de nuværende 13.000. Størstedelen af reduktionen er sket ved naturlig afgang. Samtidig har virksomheden gjort brug af vikarer og korttidsansatte. Ansatte der har mærkbart ringere rettigheder. Men de sidste 3 år har også budt på massefyringer. Fyringer, der for alvor har skabt utryghed og splid mellem kollegaerne.
Så nu er der blevet stille i kantinen. Tidligere tiders råben og højrøstet latter er forstummet. For mine kollegaer er blevet bange. Bange for, hvad fremtiden kommer til at betyde for dem. En frygt som også jeg kender.
Vores fællesnordiske velfærdsmodel
Da jeg startede på arbejdsmarkedet, følte jeg ingen utryghed. Jeg vidste, at fællesskabet ville støtte mig hvis uheldet var ude. Velfærdssamfundet trådte til, hvis jeg mistede mit arbejde, og muligheden for reel efteruddannelse ville være til stede. Jeg ville modtage en ledighedsydelse, der havde en størrelse og længde der gjorde, at jeg med stor sandsynlighed havde fået andet arbejde, før jeg mistede ydelsen.
Sådan er det ikke mere.
Den skandinaviske velfærdsmodel bliver hyldet over store dele af verden. Fleksibiliteten på arbejdsmarkedet, efteruddannelsessystemet og sikkerheden ved arbejdsløshed er grundpillerne i denne model. Men over de sidste ti år er der sket kraftige forringelser af modellen.
Dagpengeperioden, der skulle sikre mig et rimeligt indtægtsgrundlag ved ledighed, er blevet halveret. Mine efteruddannelsesmuligheder er kraftigt beskåret, og senest har regeringen bebudet forringelse af kontanthjælpsordningen.
Over de sidste ti år er de byggesten, som vores velfærdsmodel er bygget på, blevet fjernet stille og roligt og én for én. Det sikkerhedsnet, som jeg og mine fyrede kollegaer skulle redes af, er formindsket, og mine kollegaer står tilbage med færre muligheder.

Klassekamp, ja tak!
Mine fyrede kollegaer har brug for en socialdemokratisk regering, der baserer sin politik på at hjælpe de, der er hårdest ramt af den økonomiske krise. Det er ikke kun de ansatte, der skal betale, men virksomhederne skal også betale deres del.
Kære Bjarne Corydon. Vi har brug for klassekamp. En socialdemokratisk omfordelingspolitik hvor der tages fra de som har mest, og gives til de mest brug for det, når de har brug for det. Det er selve grundstenen for vores fællesnordiske velfærdsmodel. En model hvor ingen skal frygte for fremtiden. En model hvor der er plads til alle.
Du kalder det klassekamp, for mine kolleger og jeg er det sund fornuft.

Kommentarer