Fokus på drift går ud over kvaliteten

Tiden er knap. der ligger en bunke rejseafregninger og fakturaer, et referat, der skal renskrives, og mindst 10 andre opgaver og venter på det digitale skrivebord. Der er fart over feltet, og flere gange kan man høre kollegaer løbe ude på gangen. De har mindst lige så travlt som mig.

Mit job som kontoransat er at betale regningerne fra de rigtige kasser, skrive baggrundsmateriale, servicere borgere, minister og Folketinget. Og meget, meget mere.

I min afdeling, der tæller lidt over 100 mennesker, er vi seks HK’ere. Mange af os kan ikke holde en arbejdsuge på 37 timer for tiden. Regningerne skal jo betales, ikke?

I september offentliggjorde Epinion en undersøgelse, der viste, at lidt over hver tredje kontoransatte i det private har et for højt arbejdspres. Jeg er sikker på, det også gør sig gældende for langt flere faggrupper. Se bare på mine akademiske kolleger: de render lige så hurtigt som os. Se på sosu-assistenten, der ikke har tid til at yde den omsorg, der skal til. Se på folkeskolelæreren, der ikke har tid til at gøre de dygtige børn dygtigere, fordi inklusion står højest på dagsordenen.

Jeg får måske ikke altid set rejseafregningerne 100 procent efter i sømmene, fordi der ligger rigtig mange, der skal ekspederes. Og måske juristen ikke altid får læst den der rapport, fordi der er mange skoler, der lige skal høre, hvordan de skal indrapportere karakterer her i december. Driften bliver altså det primære og udvikling, samarbejde og videndeling det sekundære.

Jeg elsker, at mit job er så varieret som det er. Og jeg har heller ikke noget imod, at der forventes noget af mig. At jeg presses lidt. Men pludselig en dag bliver presset måske for stort . Så hedder det langtidssygemelding og stress. Så hedder det endnu mere arbejde til dem, der stadig holder hovedet oven vande. Så hedder det endnu mere ren drift. Så hedder det dårlig samvittighed til den sygemeldte. En ond spiral, der ikke gør det lettere at være hverken syg eller rask.

Den lette løsning ville selvfølgelig være at ansætte nogle flere. Gerne for mig! Men jeg er offentligt ansat, og her ansætter man kun meget sjældent nye, fordi arbejdspresset er for stort. Her ansætter man kun nye, hvis der er en, der forlader sit job. Vi skal jo spare i det offentlige.

Når hver tredje bare i min medarbejderkategori oplever et stort pres, er det så ikke på tide at få gjort noget ved det? Er det så ikke på tide, vi får ansat nogle flere til at få løst de mange opgaver? Selv om cheferne måske gerne ville, så kan de ikke. vi arbejder jo i det offentlige.

Når der kun fokuseres på driften, så går det også ud over kvaliteten. Vi får ikke sat os grundigt nok ind i tingene, og vores svar bliver nogle gange en smule forhastede. Borgerne får måske ikke altid det svar, de burde. Vi har simpelthen ikke tid til at få sat os godt nok ind i situationen til det. Det ser jo bedre ud, hvis vi har besvaret mange henvendelser. Det siger bare intet om kvaliteten af de besvarelser.

Kan vi være det bekendt? Burde vi ikke snart fokusere mere på kvalitet end kvantitet? Jeg håber i hvert fald, det kommer på dagsordenen til de kommende trepartsforhandlinger. Og jeg håber, regeringen og co. får øjnene op for, at vi lønmodtagere ikke kan ses mere.  Lad være ned at blive ved med at presse citronen. Christiansborg, lemonaden er blevet sur nok!

 

Bragt i Politiken den 23. december 2015.

Kommentarer