Fagbevægelsens historie på vej i glemslen

Han var i gang med at pakke en ordre til at kunde da jeg nærmede mig ham. ”Hvilken fagforening er du medlem af?”, spurgte jeg. Han svarede: ”Jeg er medlem af Krifa. De har hjulpet mig med de spørgsmål jeg havde og da jeg mistede mit arbejde var de hurtige til at hjælpe mig med dagpengene. Og så er de langt billigere end 3F.” Jeg lod ham færdiggøre sin ordre med det løfte om at vi nok skulle genoptage vores samtale senere

I sådan en situation ved jeg godt hvad mit modsvar er. Hvis man bare vil forsikres økonomisk når det går galt, kan man passende henvende sig til et fagforsikringsselskab som Krifa eller Det faglige hus. De kan hjælpe med at få dig nogenlunde videre og de kan da også føre en sag mod en virksomhed, hvis virksomheden har overtrådt en arbejdslov. Dem er der bare ikke så mange af, da det danske arbejdsmarked er bygget op omkring overenskomster.

En vigtig pointe jeg også er nødt til at fremføre er, at den organiserede fagbevægelse er stærkere fordi den ikke bare holder hånden under dig når det går galt. Den forsøger også at sørge for at det ikke går galt.

Jeg ved godt det hurtigt kommer til at lyde som en rekrutteringskampagne og jeg vil da heller ikke køre mere rundt i ”vi-er-bedre-end-de-gule-følgetonen.”

Forsikring eller forebyggelse?

For jeg vil tillade mig at rette min kritik mod den organiserede fagbevægelse. Jeg har talt med mange mennesker efterhånden (også medlemmer i 3F) der har den opfattelse at fagbevægelsen primært er en forsikring. Så er tingene altså kørt lidt af sporet og hvis denne opfattelse skal stå som den primære årsag så kan jeg godt forstå medlemsflugten fra de organiserede fagforeninger. Mange af de mennesker der deler samme holdning som min kollega, kender ikke den danske model og dermed ikke den måde arbejdsmarkedet er bygget op på.

Jeg kunne godt tænke mig, at den samlede organiserede fagbevægelse fik sat sig sammen og brugt nogle ressourcer (læs tid og penge!) på at få rettet op på denne kæmpe fejltagelse! Fejltagelsen består bl.a. i at tage det for givet, at alle danskere kender til den danske model. Jeg kunne helt konkret godt tænke mig undervisning i de sene årgange i folkeskolen omkring fagbevægelsen og deres arbejde. En interessant tanke kunne også være ambassadører indenfor hver fagforening der bl.a. skulle være med til at genskabe en tabt viden omkring fagbevægelsen og dennes historie.

Der findes en anden diskussion. Den handler om hvorvidt det organiserede danske arbejdsmarked fortsat skal bestå af overenskomster. Men inden den diskussion overhovedet bliver relevant, er det langt vigtigere at sørge for, at få alle danskere bragt up-to-date. Det er vigtigere at alle har de relevante oplysninger inden de melder sig ind i en fagforening ,på et forkert grundlag og af de forkerte årsager. Passer denne fagforening til mig og mit behov? Hvad kan jeg forvente af fagforeningen? Hvilke goder vil jeg have? Hvor får jeg mest for mine penge? De overvejelser har jeg gjort mig. Det er derfor jeg er medlem af 3F, Danmarks stærkeste fagforening. Men ordet stærkest mister lidt sin gennemslagskraft når danskerne vender fagbevægelsen ryggen.

 

Kommentarer