Fællesskabet; tvang eller lyst?

Fællesskab. Solidaritet. Skulder ved skulder, side ved side. Nogle reagerer positivt på disse ord, andre lige modsat. Jeg hører bestemt til dem der mener at fællesskabet er en god ting, især på arbejdspladsen. Men for at et fællesskab kan overleve, siger det naturligvis sig selv, at man selv skal ønske at være i et. Og samtidig respektere dem der ønsker at stå udenfor.

Da jeg for mange år siden arbejdede På Danish Crown blev jeg kort tid efter min ansættelse trukket ind på tillidsmandens kontor. Der fik jeg at vide, at jeg skulle melde mig ind i NNF og selvom jeg ikke følte en direkte tvang, så var tonen ikke til at tage fejl af. Vær en del af os eller smut!

Jeg meldte mig ind på stedet og var sur over det. Jeg kunne ikke se det fornuftige, for det havde jeg aldrig fået fortalt. Jeg fik ikke en peptalk om alt det gode der blev gjort for mig. Jeg fik bare en ordre til at lægge en sum penge hver måned, for det gjorde alle andre også. Da jeg halvandet år senere sagde op, meldte jeg mig også ud af NNF med det samme.

Hvor ville jeg have ønsket, at jeg blev informeret om hvorfor det var vigtigt at være en del af et organiseret fællesskab. Jeg anede intet om overenskomster, den danske model eller fagbevægelsen for den sags skyld. Jeg ville have ønsket at der blev talt til min fornuft og ikke min frygt.

Det er 8-9 år siden og meget har heldigvis ændret sig. Men jeg hører stadig historier om tillidsrepræsentanter der stolt fortæller, at de fik en mand fyret fordi han ikke ville meldes ind i en organiseret fagforening. Vores fællesskab er vigtigt. Ingen tvivl om det. Men man kan vælge om fællesskabet skal respekteres eller frygtes. Og jeg tror vi kommer længst med respekt.

Jeg legede med ordet fællesskab og så foran mig et stort skab, alle kunne være fælles om at bruge. De billeder der sprang ind i mit hoved, gav mig dette digt:

 

Han havde købt et fællesskab på tilbud
det var et af dem man skulle samle selv
de havde kun et stort et i udbud
men han gav sig råd til det alligevel

Glad mødte han en morgen på sit job
med det usamlede fællesskab i bilen
tænkte kollegaerne ville bakke ham op
og indrette arbejdet efter fællesskabsstilen

Han forestillede sig endda ligefrem
fællesskabet som et lyspunkt i virksomheden
at fællesskabet skulle virke som en drivrem
og ikke lade sig hindre af virkeligheden

men begejstringen var ikke lige til at føle på
kollegaerne vendte ham ryggen
de sagde de desværre var nødt til at afslå
han sagde “jamen så bliv dog der i skyggen!”

Han fik lov til at pakke fællesskabet ud
flot og højt stod det der til skue
funklende, strålende med tifold af overskud
skønt det famlede efter en uge

han kunne ikke bruge det pæne skab alene
så fællesskabet blev forsømt og støvet
han rystede på hovedet, hvad skal jeg dog mene?
jeg gjorde hvad jeg kunne, sagde han bedrøvet

men han skulle have tænkt sig om
inden han købte fællesskabet med hjem
han burde havde set hvad det afstedkom
måske også spørge om fællesskabet var noget for dem

hans kollegaer klappede ham på ryggen
“vi ved du ville det bedste for os alle sammen
og et fællesskab kan da også være lykken
men så lad os sammen sætte rammen”

De byggede derfor deres eget fællesskab
en kom med skruer, en anden med søm
og selvom det var skævt og havde et gab
stod det for dem som den smukkeste drøm

 

Kommentarer